Klokken er 0320 ogjeg har nu været på "rivercruise" i 10 timer (7 $ turen kan ogsåklares med bus for 3$, 181 km, 4-5 timer). Jeg gik til ro ved 21 tiden og er nu"rimeligt" udhvilet, men alt er jo forholdsmæssigt. Vi ligger ca. 200mennesker på mellemdækket, hvor der på dækket er malet båse, som hver er 40 cmx 2 m. Jeg var saa heldig, at jeg fik to numre, hvilket må skyldes venlighedfra billetmandens side, for han var en venlig mand. Da jeg i går efter 2 kmsgang med rygsæk i middagsheden kom ind på hans kontor og spurgte om hvilkenfærge jeg skulle med, så blev jeg idømt 5 minutters hvil foran hans fan, indenhan ville vise mig skibet.

Det er en megetgammelt jernskib med 3 dæk og lastrum. Det dæk jeg bor på er midt på adskiltmed aflåste metalgitre, ligesom på Titanic, så vi ikke kan komme ind tilluksusdækket, hvor folk hver har en aircon kabine. Men det er dog ikke så slemtsom på den gamle Cunnard færge, da vi hele vejen rundt har en lønning, så derer fri adgang til at spirnge i vandet, men det er faktisk et problem at kommeud til lønningen, da folk ligger som sild i en tønde.

Da jeg kom ombordkøbte jeg en voksdug, som jeg har ligget på i nat. Metaldæk og voksdug gør atman bliver meget opmærksom på sine knogler. Det har været meget varmt. Ibegyndelsen kunne man ikke ligge på dækket, da det var for varmt. Når bådenligger stille, så står luften helt stille. Min krop er nu dækket af en 1 cm tykskorpe af sved og snavs. Det er en god øvelse i selvbeherskelse, da man mesthar lyst til at skrige højt og kræve et koldt brusebad.

Flere gange i løbetaf natten har jeg ikke kunnet røre på mig, da et par at pigerne franabofamilien har brugt mig som hovedpude og jeg nødigt ville vække dem.

Men selv om det er enhård måde at rejse på, så er den smækfyldt med oplevelser, da man kommer tæt påhinanden på en sådan tur og da jeg er den eneste turist ombord, så får jeg joen del opmærksomhed. Jeg er blevet inviteret på te, risbrændevin, majskolber ogris. Det eneste problem er sproget, da det begrænser sig til 2-3 ord på engelskog så ellers håndtegn og burmesisk, som de mener at jeg nok burde kunne forstå,hvis de blot taler lidt langsommere, men så let er det nu ikke.

Som alle andre stederhvor folk er på tur, så bliver der spist igennem. Folk har medbragt masser afmad, ligesom vi ved hvert havneanløb bliver invaderet af sælgere, som vil sælgealle former for madvarer, vand, måtter og te.

Nå nu er computerenved at gå død for strøm og færgen har lagt fra land, så vi er på vejen igentralalalala.....

--------

Ved 5 tiden indenlyset var kommet frem, løb kaptajnen ind i tåge med en sigtbarhed på 100 m. Hanalarmerede maskinen og to maskinfolk for ned og skruede ned på halv blus på de2 hovedmotorer. Jeg havde tænkt over hvordan han kunne navigere i den mørke natog fandt ud af, at det foregik ved hjælp af en dårlig projektør, som han lysteind på land med, da han nok ikke har radar og så findes der selvfølgelig ingensejlafmærkning. En halv time senere klarede det op og det gik igen derudad medfuld kraft.

Natten var diset ogkun delvis stjerneklar, Den aftagende måne gjorde, at det var muligt at skimtekonturer i natten. Det var flot at se træerne stå i tågen mod nattehimlensammen med spredte pagoder. Selv om jeg ikke har læst Kipling, så tror jegfaktisk, at hans Burma stadig eksisterer.

Kl. 0700 var vifremme ved en stor by, hvor en stor del af lasten skulle losses med håndkraftselvfølgelig, for det er nu engang det der er mest af på disse kanter. I går såjeg, at de var ved at udgrave et fundament til et 15 etagers højhus og det blevogså gjort med hakker og spande.

Losningen tog 1½ timeog så ud som noget der foregik for 100 år siden.

Jeg fik mange godebekendte ombord bla en munk, som havde været soldat fra han var 17 år til hanvar 36 år gammel. Var gift og havde 3 børn. For 3 år siden besluttede han oghans hustru, at de ville blive munk og nonne, så i dag har de ingen kontakt medhinanden, da det ikke er tilladt.

Ved annkomst tilPathein kl 12 meldte jeg mig på immigrationskontoret, hvor jeg blev skrevet ind i enstor bog. Jeg blev indført på en blank side. Da jeg spurgte om der var mangeturister i byen, så svarede han, at der var mange, hvilket jeg havde lidt sværtved at tro på.

Jeg gik hen på TaanTaan Ta guesthouse, hvor jeg tog deres bedste rum (vist 13 $, men jeg spillededum og fik det til 11). Ved checkind er det her i landet vigtigt, at de ser ditpas og nøje skriver alt ned i deres bog, herunder visanummer osv. Hun villeogså have en fotokopi af passet, hvilket var OK, blot passet ikke forlod mig,så vi gik hen tyil en forretning og fik tager kopier.

Bad og så en turrundt i byen, hvor det så ud til, at jeg var den eneste turist på stedet. Detvar rigtig monster varmt og for første gang gik jeg død i varmen, så jeg fiknoget at spise, 3 retter rigtig stærk mad (800 kyat), og så ellers hjem oghvile 2 timer.

Maden ser ud til atvære rigtig god her i landet, men forholdene er noget mere snuskede end påFilippinerne, så da jeg for første gang i går skulle ud og spise, så var jegnødt til at tage mig lidt sammen, da jeg var nervøs for en gang hurtigmave,hvilket ikke er praktisk på en bådtur. Jeg valgte en pæn og soigneret kogekone,som desværre havde valgt at lave sin restaurant i rendestenen, hvor det lugtedefra kloakken, men maden var fantastisk og rigelig (500 kyat altså 2½ kr).

Der var selvfølgeligingen strøm og dermed heller ingen fan. Men strøm er noget der kommer og går. Nu er det ud i byen og kigge paa den gyldne time.