Abalulalay hvor er det her en interessant by. Masser af forfaldne gamle kolonibygninger overgroet med mos i mange forskellige farver, et kalejdoskopisk udbud af forskelligartet mad samt en mangfoldighed af varer, som vil få enhver supershopper til at gå i spasmer. Store gennemgående boulevarder med store træer, både i midten og langs siderne, lidt som Nathan Road i Hongkong, hvor livet og handlen foregår i træernes skygge. Samt et utal af smalle gyder, hvor der altid er en god skyggeside. En gyde tilhører papirsælgerne og stempelmagerne, og sådan har de hvert deres særpræg. En slags østens Paris.

Bangkok har deres flod, men derudover, så foretrækker jeg Yangon, der knap er så støjende og osende. Det eneste der mangler er flere steder hvor man kan sidde og glo. Så som småparker og bænke i byrummet. De steder hvor der findes noget sådant, der er det omdannet til restaurant og markedsplads.

Det dufter af eksotiske krydderier og frugt, mad, karry, bilos, kloak og rådnende affaldt, så man lærer hurtigt, hvilke steder man ikke skal spise eller hvornår det er bedst ikke at trække vejret.

Inden aftensmad var jeg ude for at få massage. Rimeligt OK sted, hvor man fik eget rum med TV og endog fik massage af en kvinde. Nå men efter en time, så kom manden ind og spurgte om jeg skulle have en time mere, ja det var jeg jo nødt til, for filmen med James Bond og ham danskeren med de skæve tænder var kun halvfærdig. Så det blev til 2 timer til den svimlende sum af 28 kr, men så er der også mindst 20 nye kilometer i benene.

I går aftes lige efter solnedgang stod jeg og hang ud på en fodgængerbro og glode på trafikken, da en gut kom hen og spurgte hvordan jeg havde det. Åh nej endnu en inder, men nej, en flink ung mang der ville snakke, troede jeg. Efter et minut spurgte han mig om min seksuelle preference og jeg fortalte ham, at på dette punkt var jeg meget gammeldags. Nå men hvorfor stod jeg så og hængte ud på sukkenes bro for bøsser? Jeg kiggede mig omkring og ganske rigtigt, de var der alle samme, Ronnie, Ronaldo, Jean Marc og hvad de nu hedder. Jeg sagde pænt tak for sludderen og gik hen og åd mig mæt i sushi.

Det specielle ved deres sushi er, at der i modsætning til deres øvrige mad, næsten ikke er fisk i, da fisk i den kvalitet er dyrt og ikke kan hives op af floden. Men det kunne selvfølgelig fås, hvis man ville betale for det, men det andet var nu udemærket.

Efter flere lidt dårlige bekendtskaber med indere, syntes jeg det var tiden at få et mere nuanceret indblik i denne befolkningsgruppe, så jeg hev teltpælene op kl. 7 og flyttede ned på Sunflower Hotel midt i indienkvarteret og det brogede handelskvarter. For hvis jeg ikke får et mere positivt indtryg af inderne, ja så tror jeg, at jeg udsætter en overvejet rejse rundt i Indien på uebstemt tid.

Hotellet er stadigt belliggende i den lave ende af prisskalaen (15$), men for den smule jeg betaler ekstra, ja så følger der vild luksus som fx. køleskab med minibar, kontinuerlig strøm til aircon, fjernsyn, tansbørster og det andet gejl. Min dør er også forsynet med 2 låse, så for første gang vil jeg løbe den risiko, at efterlade min skuldertaske på værelset.

Jeg fandt derefte en fin åben "restaurant", der i ly af et plankeværk lå afskærmet fra støjen fra vejen på en kommende byggeplads. Fik en gang te og ris ad libitum og tre stykker 2x2 cm store stykker oksekød i sovs (5 kr).

Gik ud til Schwedagon Pagodaen, som så mange andre er indrettet med fire indgange, hvorfra en masse trapper fører op til pagodaen. Hele vejen op er der souvenier shops på begge sider. Her kan man bla. købe glasbudhaer, hvori der er lys i forskellige farver, som skifter automatisk!!!!. En helt fantastisk ting til amagerhylden.

Da jeg så kom næsten på toppen, ja jeg var godt klar over, at jeg skulle betale 5 $, som jeg havde fået at vide ikke gik til regeringen, men til vedligeholdelsen af den meget gamle bygning, så det var OK med mig, så kom jeg til kasseapparatet. Jeg gik endog over og vækkede hende der skulle have pengene, men da jeg så gav hende 5 stk. 1$ sedler, så var der én hun ikke kunne li.

Nu var jeg efterhånden ved at være godt F-ord skide træt af deres sorteren dollars - så kan de ikke li nummerserien, årgangen, presidenten eller noget helt andet - så hun fik buddet, take it or leave it. Hun sagde nej tak, hvilket var helt fint med mig, da jeg havde set nok templer, men lidt dumt af den K-ord, for hun kunne blot have taget mod grunkerne og givet de penge hun ikke kunne veksle til topkurs tilbage til den næste turist. Ikke noget stort forretningstalent.

Det er med Stupaer som med bjerge, de skal ses nedefra. Så halvvejs oppe ad trapperne, var der en sti, som man kunne følge hele vejen rundt om den store stupa,. Denne tur gav en god fornemmelse af stupaens størrelse samt den infrastruktur der er nødvendig for at holde sådan et bedehus kørende.

Det er meget sjældent at se nogen med en mobiltelefon, hvilket er bemærkelsesværdigt, da næsten alle på Filippinerne har en mobil, men de er også mindst 20 år foran Myanmar, som nok er 50 år efter Thailand. I stedet så er der overalt små bikse i byrummet bestående af et campingbord, hvorpå der står 2-5 telefoner og så betaler man ellers pr. minut, men det er kun til indlands telefoni.

Fik en ordentlig gang durian med øl til før frokost på en ledig blomsterkasse under et træ. Det er godt man ikke kan købe den frugt i DK, for så var jeg blevet afhængig og det er knap så heldigt, da den vist feder som Advokado og Chui ikke kan lide min ånde eller er det de mang småbøvser, der kan opstå, når man indtager denne kongfrugt.

Er nu lige tage en time i pit for at bade og så skal jeg nok ud og have Dim Sum, ind og se Wolfmann i middagsheden og derefter rundt i gyderne i de gyldne timer sidst på dagen. Men hvordan skal jeg få plads til aftensmad og natmad, hmm, store problemer.