Jeg var på gaden kl 0730 og havde valgt en damecykel, der var en smule højre gearet og det viste sig, at jeg havde valgt den rette gearing og dæktype, til den rimeligt pæne lidt rå asfaltvej, da det bare gik derud med flyvende fart. Jeg tror, at jeg lå på omkring 25 km/t. Folk hilste lystigt på gutten, der var på vej ud i nowhere med fuld skrue på en damecykel.

Det første jeg kørte igennem var et let kuperet afsvedet savanneagtigt landskab med enkelte træer og palmer. Palmerne var i øvrigt af en type med rosetformede blade, så samler man sig sådan 50 blade, ja så mangler man bare lige et par bambusrør, før man har et hus.

Senere kom jeg til et område, hvor de havde lavet en kunstig kanal, som med pumper blev forsynet med vand fra floden. Her var der fuld gang i produktionen af ris. Men det var tydeligt, at der på disse kanter kom meget få turister.

Da det var vandfestivalens første dag, så blev jeg under køreturen ustandseligt oversprøjtet med spandevise af vand, så det var godt jeg havde fået pakket kameraet vandtæt.

De var ikke blevet helt færdig med vejen, så det endte med nogle kilometer på grove grusveje, men endelig efter omkring 1½ time, var jeg fremme i Lebanchibau (25 km), hvilket var stedet hvor de var ved at opføre Myanmars største bro. Der var opført flotte præstigeagtige træhuse til arbejderne samt 3 helikopterlandingspladser, nok for at generalerne skulle have mulighed for at ankomme samlet og besigtige byggeriet. Broen går over 500 m vand og så videre via en sandø for igen at krydse ca. 500 m vand, inden den er fremme ved Pakokku.

Jeg tog en hurtigbåd, som kunne gøre turen på en ½ time (2000 Kyat). De sagde, at færgen ville tage 2 timer, hvilket viste sig at være fup, da jeg tog den på hjemvejen og det tog ikke mere end en time (1000 kyat). På båden traf jeg en bethelsælger, som havde været munk i 3 år og herunder lært engelsk. Han ville have, at jeg kom og besøgte ham, men jeg sagde, at det kneb med tiden.

Jeg kørte ind mod byen, der lå 5 km fra færgestedet og så begyndte jeg ellers at vise folk adresen: Mya Mya Thwe, Magyichaw Lanmataw Road, 9. kvarter. Halvdelen af dem kunne ikke læse eller ikke læse engelsk. Ingen forstod det, når jeg forsøgte at udtale gadenavnet. Jeg spurgte mig nok for hos mindst 10 mennesker og fulgte et gennemsnit af deres råd. En advokat sagde, at jeg var på den rette kurs og gav mig en ny retning. Så endelig kom jeg til nogle gutter, som mente de kendte gaden, så en af dem hoppede på en scooter og kørte foran. Han mistede orienteringen og spurgte nogle gutter, som mente de kendte Mya Mya, så jeg fik en ny stifinder og sagde pænt tak til den anden.

Jeg blev nu kørt hen til et gammelt hus, hvor jeg blev præsenteret for Mya Mya, men hun var 80 år. Hun talte flydende engelsk og sagde at jeg var på rette vej, da hun kendte den Mya jeg søgte, så jeg sagde tak til gutten på scooteren og satte mig ned og talte med hende og hendes 70 år gamle mand. Det gik pludselig op for mig, at det var det navnkundige værtspar, som siden 1980 havde drevet det meget simple guesthouse Mya Yatanar Inn, som var startede ved at de havde ladet backpacdere sove i deres hus. Vi fik os en god snak og jeg så deres scrapbog og var nødt til selv at komme med et indlæg til bogen.

Det var dette sted jeg havde tænkt mig at overnatte, hvis jeg blev natten over, men unge Mya Mya fortalte senere, at de ikke længere havde licens til at huse turister, da de årligt skal betale en afgift for dette.

Manden fulgte mig 50 meter hen ad gaden og ned til nogle bambushytter ved floden, hvor jeg traf Mya Mya på 37 år, hendes næsten 15 årige søn og hendes søsters søn på 9 år, som foretrak at bo hos Mya i stedet for hos sin mor.

Det de boede i var en meget basal bambushytte, beskidt og utæt og totalt uden genstande af værdi - ingen elektrisk fan, fjernsyn eller lignende. Det var tydeligt, at her ikke var for mange penge at rutte med. Hun havde bygget hytten på den bagerste del af sin mors grund, men de sidste 3 år havde hun ikke talt med moderen, som havde ladet opføre et hegn mellem de to huse, men de levede 6 m fra hinanden og kunne ikke undgå at se på hinanden, men moderen, der så ud til at være en gammel harpe, havde valgt ikke længere at have kontakt med sin datter. Troede kun sådanne tåbeligheder kunne forekomme i vores samfund. Jeg foreslog hende at give moderen blomster og bruge nytåret som springbrættet til et bedre forhold, men hun sagde det var umuligt og at dømme ud fra den gamle visne pind, der gik med blade på øjenlågene og under øjnene, ja så tror jeg hun havde ret. Meget lidt budhistisk adfærd.

Nede i baghaven havde Mya høns samt en grisesti med 4 grise, som blev lukket ud morgen og aften, hvor de så gik rundt og fandt lidt de kunne bruge, men de kom altid tilbage, da de vidste, at sønnen et par timer senere ville servere det herligste måltid for dem bestående af affaldsfrugt, madrester og lignende fra markedet blandet op med vand.

Hun viste mig rundt i byen og vi var inde og set et tempel, en cigarfabrik, en tæppefabrik og da mine sandaler var gået itu, så kørte vi også ind på en sandalfabrik, hvor de lige syede mine sko. På turen medbragte hun nogle duge på bagagebægeren, for hvis politiet spurgte, så var hun dugsælger, da hun ikke havde licens til at være guide.

Tobaksdamerne, der sad og rullede cigarer fik 700 kyat om dagen i løn (under 4 kr), hvilket var det som jeg gav for 8 limefrugter lidt senere. Jeg troede at det var rigtige cigarer, men der er blot tale om et mundstykke bestående at rullede blade som en cigar. Heromkring slår de et blad og fylder det op med smuldertobak, stamper det og lukker den i toppen - ja og så får den selvfølgelig klistret et mavebælte på. Men når man kan få 50 cigarer for 5 kr, ja så er der vel også grænser for hvad man kan forlange,

Jeg ville have hende med hen og få noget at drikke på en restaurant nede ved floden, hvis der altså fandtes sådan en for det er jo der slummen er. Men det kunne hun ikke, da det ikke ville være passende. Hvis sønnen havde været med, så ville det have været OK. Men da vi som kom næsten frem til hvor hun boede, så fandt hun ud af, at her var det ok, da folk kendte hende, så vi satte os ned og fik noget at drikke.

Efter at have shoppet lidt, hvor jeg bla. købte en longi, der er det samme som en sarong, tog vi hjem og lavede limejuice og jeg gik ned og tog bad i floden. De drikker ikke flodvandet, men bruger det som badeværelse og til tøjvask.

Klokken var henad 16 og det var ved at være for sent at køre hjem, ligesom jeg også var lidt træt i røv og ben. Da jeg ikke kunne bo på det guesthouse, som jeg havde planlagt med, så foreslog jeg hende, at jeg sov i hendes hus sammen med drengene og hun så fik pengene for overnatningen, men det kunne jeg ikke, for hun havde ikke lov til at lave homestays, så vi kørte ud og fandt et andet guesthouse.De startede med rum til 12$, og derefter viste de mig deres billigste rum til 8$, som jeg fortalte dem, at jeg ikke ville give en skid mere en 4$ for, da det var et shithouse og jeg kunne stadig nå at cyklen hjem. Men da jeg var ved at stige på cyklen, ja så var de 4$ ok.

Vi cyklede hjem til hende og hun fik drengene og sig selv vasket og klædt om, derefter smurte hun hele roen ind i Tanaka - jeg fatter det ikke. Hun er ikke nogen skønhed, med det smadder, gjorde det i hvert fald ikke bedre. Så tog vi ud og spise for 20 kr. Da jeg kunne se, at Mya absolut ikke havde for meget at gøre med, ja så fik hun 10.000 kyat for sin guide service.

Da jeg fortalte, at jeg var politier, så sagde hun, at sådan nogen kunne hun ikke lide, men hun uddybede det ikke nærmere. På grund af broen, så har regeringen tænkt sig at ekspropriere hende grund, så der kan komme en flodpromenade. Jeg forsøgte at fortælle hende de fordele det kunne medføre for hendes fremtidige livsgrundlag, da det er en stor misforståelse at placere slum på de bedste matrikler, men hun var nu ikke overbevist.

Om aftenen gik jeg en tur ned i parken, hvor der var optræden. Det bestod som sædvanligt af en sanger og 1-2 damer der står og svinger hofterne fra side til side samtidige med at de laver fagter med armene. Ret monotomt. Men det var umuligt at holde ud at høre på, da musikken var helt overstyret.

Så hjem og til køjs i mit usle lille rum, der var uden overdækning og lå lige ud til en gang og receptionen. Så kom overraskelsen. Der er åbenbart tradition for, at alle templer reciterer buddhas lære netop denne nat og via højttalere, så det foregik frem til om morgenen og da jeg kun boede 100 m fra et tempel (man kan næsten ikke bo længere væk fra et tempel i Myanmar:), ja så var det begrænset med søvn der kom ud af den nat, når det samtidigt blev krydret med lidt bedbugsfaldera.

Hun ville komme kl. 7 og følge mig ned til båden, men da jeg var tidligt oppe - havde jo ikke rigtigt været nede - så kørte jeg om forbi og vækkede hende og sagde, at jeg godt selv kunne finde vej.

På hjemturen fik jeg helt enorme mængder af vand i hovedet. De er gået fuldstændig bananas i dag. Men de holdte en pause mellem 13 og 15, men blot for at samle kræfter til senere.

Jeg stod i skjul inde på en restaurant og filmede børnene, da jeg kunne mærke en stille rislen af 1 liter vand, som servitricen nænsomt hældte ned ad ryggen på mig, men jeg fik hende lidt senere, ha ha.

Alt i alt en meget interessant afstikker, hvor jeg virkelig fik set hvad det vil sige at leve simpelt, men alligevel var der højt humør.

Nu siger nogen af turisterne på mit super guesthouse, at der først går en bus til Inle Lake den 17-4, men de er alle optaget, så man kan tidligst komme væk den 18-4. De er 11 personer, som har valgt at splejse til en taxa, men desværre er den fuld.


---------

Da jeg efter en morfar stod op er jeg sikker på at temperaturen i skyggen på tagterrassen var 50 grader - fuldstændigt som i en sauna. Jeg kørte ud til busstationen og blev så rigeligt kølet ned på vejen af de enorm mange vandkastere. Til at begynde med kan det være lidt træls, at man ikke kan bevæge sig udenfor uden at være drivvåd, men der er kun en ting at gøre - grine med go så give igen.

På busstationen fortalte de samme historier om at der ikke var busser. Jeg insisterede på, at der måtte være en lokalbus, jo den ville nok gå kl. 0600, så det betyder jeg skal være der senesst kl. 0530, hvis jeg vil gøre mig håb om en siddeplads på taget.

I dag er der ingen internet i byen, måske i morgen eller en anden dag. Hvorfor - jeg ved det ikke og de vil ikke lige fortælle mig det, men det er nok bigbrother, der skal spille onlinegames og så har lukket for alle andre :)