Som en præmie for at jeg vandt kapløbet, ja så ville jeg lige have et par fadbamser og så til køjs, men det viste sig, at der kun var et sted hvor man kunne købe fadøl og det lykkedes mig aldrig at finde det, så det blev til et par Myanmarøl, som jeg drak sammen med en Schweitzer, som jeg mødte.
Stod stille op og nød mit flotte rum. Da jeg skred ud af værelset var der dækket op til morgenmad på den overdækkede terrasse. Ærgerligt, at jeg ikke mødte Jamaica igen, så jeg kunne have drillet hende lidt, men hun stod vist tidlig op sammen med belgierne, da de lige skulle se dette sted og så de 10 timers bustur tilbage til Mandalay, hvor de meget uklogt havde efterladt deres bagage.
Jeg lejede en herrecykel (1000 kyat), men det skulle vise sig at være en fejl, da den var noget højere gearet end damecyklerne og det derfor var noget hårdt at få den op ad bakkerne - gear, ja det er endnu ikke opfundet herude.
Jeg ville cykle ind til Gamle Bagan og køre lidt rundt i den gamle bydel, som jeg forventede lignede Ribe eller Fåborg. Jeg fandet ikke stedet, da jeg så efter noget, som ikke fandtes, så jeg blev ved med at køre og endte til sidst i New Bagan (15 km), som også er en mærkelig ikke eksisterende samling huse. Så kørte jeg tilbage for at finde Bagan. Jeg fandt havnen, der bestod af en kiosk og et par skibe der lå langs flodbredden. Jeg syntes stadig ikke rigtig jeg kunne finde byen. Fik senere at vide, at alle beboere var tvangsforflyttet til Nyang U i tredserne, så der nu kun var nogle spredte bambushytter tilbage. Grunden var, at man ikke ville have folk boende blandt stupaerne.
Der er mange hundrede stupaer og templer i varierende størrelser, men kun et fåtal af dem komme størrelsesmæssigt op på siden af et gennemsnitlig tempel i Siam Reap oppe ved Ankor Wat i Cambodia, men området her er nok lige så stort. Det er dog umuligt at finde hoved og hale i meningen med placeringen af de forskellige bygninger. Jeg valgte at gå op på taget i en af de første, men lyset kl. 10 var allerede dårligt, så jeg må tilbage dertil i aften og tage noget film af stupaerne i solnedgangen.
Jeg mødte flere gange englænderen, Roy Moxham (www.roymoxham.com eller uk) fra båden og endte med at snakke med ham på en restaurant. Han er ved at skrive en bog om en meget kendt indisk røverkvinde, som kom i fængsel. Herunder havde han kontakt med hende. Hun kom ud efter omkring 8 år og blev derpå valgt ind i parlamentet, men som det ofte sker i Indien, ja så blev hun skudt af sine modstandere.
Jeg kom derefter forbi et privat hus/skole/tempel ting, hvor nogle 10-12 årige piger var ved at indøve en dans. Jeg kiggede indenfor og spurgte om jeg ikke lige måtte tage et par billeder, hvilket ikke var noget problem. De var tydeligvis ved at lægge sidste hånd på værket til morgendagens optræden.
Lidt længere nede af gaden var nogle drenge inde på brandstationen også ved at indøve en dans muligt under ledelse af brandmajoren, da han så ud til at have styr over tropperne.
Så jeg begynder at glæde mig til morgendagens festival, som jf. en gut nede på busstationen ikke kommer til at lamme al bustraffik. Har fundet ud af at jeg på vejen til Inle Lake vil forbi Mount Popa, der er en stejl 1520 m høj vulkansk klippe, som selvfølgelig har et tempel på toppen.
---------
Da jeg i morges var ude ved det første tempel, så mødte jeg en gut, som ville sælge malerier. Han ville have 12 dollars stykket og jeg ville give 4 for 2 stk., så der blev ingen handel. Men det er med sådan nogen ting som med Rizena vin, det smager skide godt i Grækenland, men når man kommer hjem,så er det ikke det samme.
Nå men jeg tog ud til samme tempel om aftenen og mødte ham og hans bror, som var de eneste på stedet. Jeg fandt ud af, at deres malerier laves ved at de påfører lærredet en gang lim, drysser det over med flodsand og gentager processen, hvorefter de med akrylfarver laver malerierne, som ikke er unikke, men gængse replica. Der var en elefant, der bestod at sammenslyngede kvinder - med tøj på - som jeg godt ville have, men vi endte ved 8 - 4. Så gider jeg at have maleriet, så skal jeg nok op i 6.
Jeg kæmpede med solen, som ikke havde tid til at vente, så jeg tog over til et nærliggende større tempel og gud sikken et tivoli. Det var ligesom en markedspads med alt muligt junk og så kunne jeg ikke komme op på første og anden sal, som det var tilfældet i det tidligere mindre no name tempel.
På vej ind i byen kom jeg forbi en scene, hvor der var danseoptræden, men kunstnerne så lidt ældre ud en pigerne i eftermiddags.
Det viste sig, at de andre ikke havde forladt byen, men skal med toget i morgen. Da jeg ikke havde kræfter til Woopie, så noterede jeg mig hvor de spiste.
Da jeg kom hjem og afleverede cyklen, så så jeg at miss Korea, hende I ved der ligner en russisk Babuskadukke med tynde tushstriber som øjne, var på vej for ud at spise. Og af alle mennesker, så skulle hun være gået, men nej, damen skulle have en cykeltaxi. Sæderne på sådan nogen sjovere er meget smalle, så da ladyen satte sig, så lignede hun en Babuskadukke, der stod på hovedet.
Jeg har totalt tabt min appetit. I dag har jeg fået 2 ristede brød og et æg, så jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte gå ud og se om jeg ikke kunne bryde 10.000 kyat grænsen, så jeg bestilte advokadosalet og pizza samt øller for 9100 med mulighed for at banke endnu en øl eller en kaffe oveni, så jeg kom over de halvtreds kroner, men hvad tror I der skete? Ja på menukortet står der: "No turistprices, same price for everyone". Regningen lød på 7.100 og jeg kom kun af med 7000, da de ikke kunne give tilbage. Noget lignende skete i går aftes. En sådan behandling gør det jo fuldstændigt umuligt at runde 10 kilo.
Kl. er nu 21 og det er godnat. I morgen går det nok 15 km mod nord, hvor jeg ved den bro de er ved at opfører vil forsøge at finde en båd til Pakokku og besøge Mya2. I byen skulle der i øvrigt være mange aber og en masse kunsthåndværk, men i morgen tidlig vil jeg først lige se hvad der sker her i byen, da der muligt er et optog kl 0800.
Alt er måske, muligt, hvem ved. Spørg 4 mennesker og du får 4 forskellige svar. Spørg 10 og hvis der er 3, der er enige, så er det tæt på sandheden.
Alt vel.
Godnat.
---------