I morges fik jeg enbananpandekage til morgenmad, så jeg burde være sulten her til aften, men jegtror at jeg har fået for meget varme i dag, så appetitten var helt væk. Så jegtog ned på restauranten med isafkølede glas og rasende kold fadøl, da de der ogsåserverer en gratis suppe (fik endda en ekstra, da jeg kom til at spise op), såvar jeg mæt.

Men da jeg kom nedtil restauranten var alle borde udenfor optaget, men ved en af dem sad der ensort stor svulmende kvinde, så jeg spurge om jeg kunne sætte mig og det varselvfølgelig ikke noget problem. Foran mig sad Woopy Goldberg med brillernenede på næsen og hun talte som et vandfald. For at jeg kunne få et ord indført,så var jeg nødt til at speedtalke og komme hurtigt frem til pointen ellers tog madammenover igen. Interessant person.

Hun kom fra Jamaica,men kunne arbejde både i USA og Frankrig, så hun tog lidt arbejde en månedstidog rejste så ellers pengene op. På Jamaica kunne hun leve for ingenting, så hunarbejdede kun det der var nødvendigt for at overleve og rejse (Den snedigelæser har nu fundet ud af at hun nok ikke er den Woopy, men en damned good lookalike).

Vi fik rigtig vendtverdenssituationen og hun var godt orienteret, bla. kom vi også ind på fødder.Hun fortalte, at for at hendes ikke skulle begynde at cracke i varmen, såbrugte hun sko, men foreslog mig i øvrigt vaseline og sokker. Så her sidder jegmed først et tykt lag anticrackheel og derefter en fedt lag vaseline og så enplastpose om hver fod (kunne ikke lige finde det par sokker jeg engang havdemed).

Herfra skulle hun enmåned til Indien, inden hun var nødt til at tage hjem og lave nogle flerepenge. Hun havde undret sig over mange af de samme ting, som jeg, så viforsøgte at finde et svar.

Det med elektriciteter ikke noget problem i dette land, da de sælger strøm til Kina, da det giverfler penge end at forsyne sine egne borgere.

Hun boede også på E.T., men hun havde fået et værelse på taget til kun 4 $, men hun virkede ogsåsom en inkarneret backpacker.

Så kl. 20 er jegtilbage i rummet, da jeg er helt flad. Spændt på sørejsen i morgen.

---------

Op kl. 0400. Toimodium og 4 panodil inden middag, der der var problemer med maven og lidt letfeber, men det er ved at være ovre nu hvor klokken er 17 og vi skulle være fremmeom en halv til 4 timer.

Da jeg kom ned tilbåden i morges, ja så var Woopy der også og mit hoved kunne bare ikke klarehendes snak, men der var jeg heldig, da vi var 10 turister ombord, så hun taltemed et belgisk par. Vi blev installeret på en hvid plasstol ved lønningen ogder blev vi siddende de næste 8 timer, da det var næsten umuligt at kommerrundt på skibet (tak til guderne for at maven ikke forsøgte at påkalde sigopmærksomhed.), hvor der var dobbelt så mange passagerer, som på min sidste sejltur.Grunden var, at her skulle folk ikke have liggeplads, så der kunne stuves flereombord sammen med alt deres gods.

Vi cruiser i zigzagned ad Ayurwaddy floden, da det åbenbart ikke er alle steder, hvor der er vandnok. Det må kræve en stedkendt kaptajn, da der ingen afmærkninger findes. Ligepå den anden side af Mandalay var der et område med mindst 100 pagoder i allestørrelser. Det var som om at hver gang der var et klippefremspring, så skulleder stilles en stupa eller pagode.

Der er også 2 thai turister,2 irere, en 70+ årig englænder og så en stor fed korreaner, som startede turenmed at stoppe øretelefoner i ørerne, da hun absolut ikke ville tale med ellertales til. Det må sku være ensomt at rejse som alene koreaner med den attitude.

Vi har gjort omkring6 stop ved forskellige steder langs floden. Skibet sejler helt ind til breddenog en hønsestige bliver lagt ud, hvorefter folk myldrer til og fra skibet.Anløbspladserne ligger ude i knowwhere, ingen huse, men derimod en deloksekærrer til at fragte folks bagage hjem med. Man venter hele tiden at eninstruktør, der er ved at optage en film om livet i begyndelsen af 1900 tallet,vil udbryde "Silence, we are rolling". Det er virkelig anderledes.

Nogen fortæller atmed nytåret og deres vandfestival om 2 dage, ja så vil hele landet lukke i 4dage, ingen busser kører og ingen åbne forretninger.

-------

Det blev mørkt ogkaptajnen sejlede lystigt videre uden afmærkninger eller mulighed for at lyseind på land, da floden flere steder er over 1 km bred og med rigtig mangesandbanker midt i løbet. Vi troede vi var fremme, da vi kom til noget derlignede en havn, men nej, det var Pakokku, det sidste anløbssted før Nyang U ogderefter Bagan. De var i øvrigt ved at bygge en bro over floden, så det må værenoget af et knudepunkt, da de eneste broer vi har set på turen var de to, dervar lige syd for Mandalay.

Her kom Mya 2 Thwe (sådan skrev hun sit navn, og det dækker over, at hun hedder Mya Mya Thwe)ombord sammen med sin veninde og sin nevø. Jeg sad ude i kongelogen, der varblevet ledig og ligger forskibs på øverste dæk og nok mere ligner et sletvedligeholdt dansk hønsehus end noget med konger, men forrest i rummet var deret alter med en budda og det var stedet hvor munkene normalt opholdt sig, såkongelogen blev det døbt.

Mya2 og veninden smedstraks omkring sig med håndvævede stoffer. Hun fortalte det var duge/småsengetæpper. Jeg fortalte hende at hankønsvæsener går meget lidt op i duge, mende fortsatte deres show. De kunne lave 3 duge på 2 dage og udgangsprisen var 25kr stykket. Da jeg åbenbart var svær at takle og slet ikke blevet opmærksom formit behov for duge, ja så skiftede hun taktik. "Do you have somparfume". Så kom krejleren op i Jepsen for han havde jo lige købt nogetfake duftevand i en flot sort flaske for 5 kr, så det hentede jeg. Hun ville såogså godt have en T-shirt, men det var ikke noget problem. Pludselig ejede jegen dug.

Jeg troede, at deskulle af båden inden vi sejlede, men de ville tage med til Bagan for derfra attage hjem næste dag, så de kunne handle begge veje. Mya2 talte godt engelsk, såvi fik os en vældig snak. Hun var 37 år gammel og hofterne var lidt svære atse, da de ligesom var blevet spartlet lidt ud af for meget mad. Hun havde etbarn på 14 år og hendes mand døde af leverkræft for 12 år siden. Han havdearbejdet som kuli med at slæbe sække ombord på skibe. Det havde han i øvrigttjent 2000 kyat (10 kr) for om dagen.

Hun viste sig at væreen flink dame, så jeg fik jo lidt bondeanger over at jeg havde taget røven påhende, men så fik jeg en idé. Det hun trængte til var at udvide sit sortimentmed andre varer og tjenesteydelser og da jeg var noget træt i ryggen, såforeslog jeg, at hun gav mig en gang massage på ryggen, hvilket jegselvfølgelig ville betale for. Hun var meget genert og lukkede døren ud til deandre passagerer, så der kun var os, barnet og en belgier i logen, hvorefterjeg fik lidt uautoriset nuller på ryggen, men det løste da lidt op påspændingerne. Hun fik 2000 Kyat og dermed håber jeg, at jeg har startet et nytforretningskoncept - duge og massage.

Hun ville meget gernevise mig rundt i hendes by og så kunne jeg jo også se nogle rigtige storesengetæpper - altså winwin. Jeg sagde, at jeg ikke kunne love noget, da jeg varpå vej sydover, men hvem ved.

Jeg har senere fåetden ide, at hvis jeg nu er låst i Nyang U de næste 5 dage pga. vandfestivalen,ja så tager jeg da på tæppebesøg et par dage.

Nå, men kl. 2030 varvi fremme ved Nyang U, der er et bedre sted at bo end i Bagan (5 km NØ herfor),så der stod vi alle af (turisterne). Jeg havde placeret mig strategisk nede vedhønsestigen, men blev alligel overhalet af Thailand, dem lagde jeg så bag migpå vej op ad flodbredden samtidig med at jeg fik en aftale med en cykeltaxi omat køre mig til Eden Motel hurtigst muligt. Det ville han gøre for 500 kyat.Det lykkedes mig at komme først de 100 meter hen til kontoret hvor man skulleaflevere 10 $ for at få adgang til det arkæologiske område (Nogen valgte ikkeat betale, men så kunne de ikke få et sted at bo). Jeg var skarpt forfulgt afEngland, Jamaica og Irland. Så gik det ellers de 10 minutters kørsel modmotellet. Jeg blev hurtigt overhalet af Thailand, som havde valgt en hestevogn,hvilket jeg kalder urent trav, men de havde vist booket noget, så de varuinteressante i dette løb.

Jeg blev overhalet afalle nationer, men så kom vi til en bakke, hvor driverens skubbeteknik virkeliggjorde forskellen. Vi avancerede 2 pladser. Så mindede jeg ham om at det skullegå tjept og han gav kareten gas. Nu lå jeg forrest tæt forfulgt af Woopi. Da vikom til motellet, sprang jeg af og lod min rygsæk ligge, da Jamaica var lige ihælene på mig og jeg viste at denne madamme ikke ville give ved dørene. Ind tilskranken, "cheep room please", "10$" , "Cheeper""Only one left to 4 $" "Me look". Da vi kom op til værelsetkunne jeg mærke varmen fra Jamaicas store krop i min nakke, så jeg råbte,"I take it".

Da jeg havde kiggetnærmere på værelset, ja så viser det sig, at det er helt fantastisk. Det liggerpå taget, med udgang til tagmorgenmadsrestauranten og har træpaneler, aircon,fan og vand der kommer ud af bruseren. Helt fantastisk og så incl. morgenmad.

Ned til driveren, somselvfølgelig fik 1000 for sin indsats.