Jeg sidder i øjeblikket i templet på Mount Popa, som er en ca. 350 m høj kegleformet klippe med en diameter på ca. 100 m, der står på et ca. 400 m højt bjerg. Ret specielt sted, så selvfølgelig tillægges det religiøs betydning.

Jeg var på gaden 0415 og gik mod busstationen, da der skulle gå en jeepney kl. 6 og det aldrig er skadeligt at være i god tid. På vejen så jeg 100 vis af munke, som i deres mørkerøde jordfarvede dragter gik i lange rækker med deres madskåle i hænderne. De mørke dragter, gjorde, at det så lidt uhyggeligt ud. Den der ikke er tilhængere af munkesystemet kunne godt beskylde dem for at være tiggere. De ryger, tygger bethel, spiser midt på dagen, hæger ud i tehuse, går til rockkoncert og nogen har endog set enkelte drikke øl, så jeg synes nok det bliver svært at se meningen med det deres munkeorden.

En halv time senere var jeg ved busstationen, hvor jeg fik at vide, at der gik en lokal ladbil kl. 0700. Bilen var næsten fuld kl. 0630, så den kørte ud på vejen og folk skulle betale. Der var en familie, der brokkede sig gevaldigt og valgte at gå, så vi var nødt til at vente, til bilen igen var fuld.

Kl. 0700 holdt den udenfor mit guesthouse i 10 minutter, men det kunne jeg jo ikke vide. Da det er den eneste form for busser, der kører her under vandfestivalen, så er priserne nok forhøjet kraftigt. Jeg betalte 3000 kyat, men da vi nærmede os en by 2/3 af vejen, så fik jeg at vide, at jeg skulle betale yderligere 2000 kyat, hvis jeg ville med videre. Jeg havde ingen alternativer, men det gjorde ondt:)

Vi var 10-12 personer på taget og nedenunder var der stopfyldt med kvinder. Mindst 300 gange på turen blev der sprøjtet vand på os, men det viste sig, at der knap kom så meget op på taget. Ca 20 gange blev bussen stoppet af børn og unge, som først lod den køre videre, når de havde afleveret deres ladning af vand og det blev altså afleveret i spandevis. Selv ind i førerkabinen blev der hældt spandvis ind gennem ruden. Da det lykkedes dem at lukke ruden, så blev døren selvfølgelig bare åbnet og folkene blev sjasket til.

Et sted var der en scene, hvor de havde brandslanger, så der blev vi selvfølgelig også stoppet og spulet totalt igennem. Jeg er glad for min rimeligt vandtætte rygsæk og så selvfølgelig for min vandtætte pose, hvori jeg har kamera og elektronik ellers var det gået helt galt. Der var indrettet en scene, hvor der sad en hel række flot påklædte notabiliteter, som overværede fornøjelighederne.

Vi mødte en lastbil med høje sider. De havde foret ladet med presseninger og fyldt bilen op med vand. Fantastisk den kunne holde til det.

Det meste af det område vi kørte igennem var meget tørt, men her var man igang med et skovrejsningsprojekt med hjælp fra Kore, som så ud til at have det svært, men muligt ville lykkes.

Palmerne med de rosetformede blade bærer ikke nødder, men nogle 20-30 cm lange bønnelignende stængler. Disse samler de i bundter og hænger en krukke nedenunder. Det jeg tror de udvinde er palmevin (Tjuba).

Efter en tepause og en gang nudler med noget gult heldigvis kun en svag fiskesmag, så kørte vi 3-400 meter op i bjergene, hvor alt pludselig blev meget frodigere. Jeg blev i bussen til endestationen, der var lige under Mount Popa (kl. 1030), men det viste sig hurtigt, at dette var et stort budhistisk turistmål, hvor der ikke var overnatningssteder, så jeg begyndte at gå tilbage.

Efter en kilometers gang opad, kom jeg til et politicheckpoint, hvor de spurgte om jeg ikke skulle køres. Så bag på en politiscooter og så 3 km bagud, hvor jeg fandt et fint hotel, men lidt dyrt (20 $). Jeg er dog overbevist om, at der ikke var ret mange steder at vælge imellem, så jeg slog til, smed min sæk og fik politieren til at køre mig tilbage til bjerget, hvilket han ville have 2000 kyat for, men det var ok og en god service, så jeg har indtil nu kun haft positiver oplevelser med politiet.

Der er rigtig mange lokale tempelturister, som kommer i store turistbusser. Horder af unge kommer på scootere. De er malet i ansigtet eller bærer masker og sidder 2-3 på hver scooter og foretrækker at køre på et hjul samtidig med at de hujer og så er mange af dem godt berusede. Har set fire hvide uagtet at stedet ikke findes i Bogen, men jeg tror der var her med guide.

I morgen vil jeg prøve igen med en lokalbus og denne gang til Merktilla.

Medens jeg sidder og skriver så er jeg omringet af en håndfuld mennesker, som står og læser med, men jeg tror nu ikke de rigtig forstår ret meget af det jeg skriver:)

-----------

Jeg gik tilbage til hotellet, men blev det sidste stykke tilbudt at køre med bagpå og da føreren så rimelig ædru ud, så sagde jeg selvfølgelig ja.

På hotellet mødte jeg en lektor i atomfysik fra Yangon universitet. Hun var på scootertur med venner og familie. Inden jeg mødte hende havde jeg af nogle lidt berusede fyre fået en blomsterkrands, som duftede rigtig godt. Hun fortalte mig, at det var en meget speciel blomst (zanaki eller noget i den retning), som kun fandtes i dette meget speciellse område. De bruger den bla. til parfume ( godt jeg ikke købte og tyllede en af de flasker jeg havde set med noget gult væske og blomster i, for det var åbenbart parfyme og ikke en læskedrik).

Jeg fortalte hende, at jeg havde tænkt mig at tage ned og se Golden Rock ved Kyaiktikyo. Det ville være en god ide, for det er et helt specielt sted, idet klippestenen leviterer. Tidligere havde den befundet sig en håndsbredde over selve klippen, men nu var afstanden kun så man kunne skubbe et stykke papir imellem. Altså en kæmpe svævende sten og det er ganske vist for man må da tro på hvad en universitetslektor fra et naturvidenskabeligt fakultet fortæller.

Hun talte godt engelsk og var behagelig at tale med, men desværre så var hun optaget af arbejde, når jeg kom forbi Yangon for ellers ville hun have vist mig den flyvende sten og andre seværdigheder. Hun arbejder på at de får bygget et atomkraftværk, så alle borgerne kan få strøm. Selvfølgelig skulle hun have et billede sammen med den hvide mand, så vi byttede med at jeg også tog nogen af hende.

Som altid så er det fornuftigt at bruge Bondprincippet, når man placerer sig i en restaurant - ryggen mod muren, så man har overblik over lokalet. Det lykkedes nemlig lektoren at snige sig ind bag på mig og hælde isvand ned ad nakken på mig. Jeg sagde pænt tak og så tog de og for at kigge på bjerget.

--------

Var inde i byen, som består af et vejkryds. Masser af glade mennesker. Familier, beboerforeninger eller noget i den retning, i hvert fald mange mennesker, kørte rundt i lastbiler lidt som studenterkørsel og hyggede sig med at smide med vand, besøge templer og spise.

Nej der var ingen internet i byen, men det havde jeg nu heller ikke forventet. I morgen bliver det nok på tommelfingeren, hvis jeg vil videre, men det går nok, der kommer nok en løsning.

Jeg var inde og få en gang nudler på en restaurant, som påstod de lavede kinesisk mad, men de havde ikke mange retter på menuen, men nudlerle var fine. Tjeneren talte lidt engelsk og fortalte mig, at der muligt gik en bus i morgen kl. 0600 til en lille by, kyukbidung, hvor jeg skulle skifte for at komme til Mektilla. Hun var lige blevet klippet korthåret hvilket tydeligt generede hende, da hun hele tiden gik og hev ned i sit hår, der nu kun gik til under skulderbladene.

Jeg købte en flaske af ders blomsterparfume. Det første sted jeg spurgte, ville han have 2500 for en flaske. Det næste sted ville hun have 500, så der er ret mange her der virkelig forsøger at snøre turisterne. Et sted hvor jeg ville købe en flaske vand, der syntes manden, at jeg lignede en, der virkelig havde brug for det, så han forlangte 1000, normalprisen er 400, uden et ord vendte jeg rundt og gik og kunne i baggrunden hører konen grine af manden. Så kan han lære det.

På vejen hjem blev jeg passet op af en engelsklærer på 68 år, som havde arbejdet for Myanmar Air. Han fulgte efter mig og snakkede som et vandfald på sin egen nyance af engelsk, hvoraf jeg i bedste fald kun forstod 30 procent. Da vi kom til min terrasse, satte han sig i stolen og snakkede videre, men han var en happy gut, født i Yangon, men var nu gået på pension og boede her efter at hans kone døde for 3 år siden. Også han fik min mailadresse, som så mange andre, så jeg er bange for, at jeg bliver bombarderet med mails, når jeg kommer hjem.

De er nogen røvere her. Jeg var ude for at betale 3000 for en øl. Jeg er sikker på at de lokale slap billigere - rasende irriterende.

Sidder lige og ser Bond og Jesper Kristensen på tv, men det er sku noget af en prøvelse, da det er en totalt pixeleret, stopmotion billig DVD-udgave. så man skal ikke lade sig lokke af et tv, når man vælger rum, men et køleskab er nu rart.

--------