Da jeg kom hjem fra cykelturen mente jeg at jeg ligesom havde set det af Ayuthaya, som jeg oenskede, saa hvorfor ikke komme viderer.

Gik til et rejsebureau, da de allesammen reklamerede med VIP bus til Chiang Mai for 350. Hende jeg talte med var meget aerlig, hun sagde, at det var noget fup. Jeg skulle i stedet hellere tage lokalbussen. Hun viste mig hvor den gik fra og sagde at den sidste gik kl. 20 og ville vaere fremme naeste dag kl. 0930. Hun solgte mig intet, saa det var ren venlighed.

Jeg besluttede at snuppe bussen kl. 18, da jeg saa kunne faa en times koersel hvor der stadig var lys, ligesom jeg saa ville ankomme 2 timer foer, hvilket passede mig fint, da jeg er vild med at se byer vaagne.

Jeg havde faaet at vide, at det var en 2. klasses bus (365B), men jeg skulle blive noget overrasket.

Men medens jeg ventede paa bussen kom 2 busser og laesse omkring 100 arbejdere af. Godt nok er Thailand smilets land, men det er afgjort ogsaa bussernes land. Indenfor 5/10 minutter ankom der 20-25 busser fra det samme selskab og tog et par af arbejderne op, saa de kunne bliver koert forskellige steder hen.

Min bus ankom og det var ikke en af dem med stive traesaeder, ned det var vild luksus. Jeg fik 2 saeder for mig selv, fede flysaeder. Ren luksusbus.

Kl. 19 gik jeg i gang med resten af bogen "Hiroshima Joe", som handler om en engelsk soldats liv foer, under og efter krigen i Hongkong. Blev taget tilfange af Japanerne oplevede Hiroshima - fin bog.

Kl. 24 lagde jeg mig til at sove. Kl. 0330 hoere jeg gemt nede under min sovepose gennem mine oereploegger ordet Chiang Mai. For en sikkerhedsskyld spurgte jeg lige hvor vi var - ganske rigtigt - vi var fremme .

Totalt omtaaget, lidt i mr. Bean stilen, vraeltede jeg ud af bussen og ind i ankomsthallen. Jeg kunne se de indfoedte bar tophuer og jakke. Det var lettere koeligt, men jeg besluttede alligevel at tage flecen paa og saa starte dagen med at se en busstation vaagne. Ind paa toilettet og skifte, fylde elkedlen med vand og nasse sig til stroem - nej nasse var det ikke for madammen ville have 10B (I denne situation var jeg glad for at jeg ikke var paa tur med et par teenagere - hold kaeft sikken en ballade.).

Saa lavede jeg kaffe paa en baenk, monterede pandelampen og gik i gang med de sidste 100 sider om krigssoldaten der jagter drager (ryger opium) bla.

Saa der var en anden udlaending i afgangshallen, men fik ikke lige talt med ham. Kl. 0530 var jeg faerdig med bogen og begyndte at gaa ind mod byen.

Efter en kilometer kom ham udlaendingen fra en sidevej, han maa have kendt en smutvej. Vi hilste paa hinanden. Helt usaedvanligt saa var han ogsaa en der kunne lide og gaa og kigge paa byer, som var ved at vaagne.

Han var ved at lave sin master degree i Mae Hong Sod, hvor hans kone arbejder. Da jeg senere skal til byen saa fik jeg nogle tips.

Kl. 0830 var jeg saa heldig at have fundet frem til det udemaerkede sted jeg boede sidst Red Brick og endnu bedre - de havde et vaerelse (300B). Stedet er fedt fordi der er en stor have og rummet er stort med bad og stroemudtag.

Efter bad og toejvask og kaffe tog jeg paa tur kl. 1030 til templet oppe paa bjerget. Her har de bla. en messingelefant paa ca. 10 kg, som kvinder skal lyfte med ringfingeren og maend med lillefingeren i siddende stilling med strakt arm. Det gaar ret let med at loefte dyret. Saa samler man haenderne paa brystet og fremsaetter et oenske til Buddha. Hvis man nu ikke kan loefte dyret, ja saa gaar oensket i opfyldelse. Og jeg siger jer bare, det er bagefter umuligt at faa kraeet op. Utroligt hvad underbevidstheden kan klare.

Nu er klokken hen ad 15 og jeg er paa vej hjem i haven for at laese, saa jeg kan faa tyndet ud i mine 4 kg boeger.