I Laos kom jeg paa sporet af en lille amatoer antropologisk observation, som jeg oenskede at underbygge med nogle mere koncentrerede observationer, saa paa vejen ud mod broen kiggede jeg folk dybt mellem oejnene og ja, hovedparten havde to markerede lodrette bekymringsfurer (Det er dem som jeg har mejslet ind i fjaeset og som jeg paa ferier faar til at flade ud, men naar man er hjemme igen, ja saa kommer de igen tilbage i en kronisk form).

Da jeg saa var i Thailand saa gjorde jeg det samme. Her ser man meget faa mennesker med de 2 bekymringsfurer, ja faktisk, saa ser det ud til, at de slet ikke har anlaeg for dem. Denne undersoegelse er renset for usikkerheder som sol i oejnene og lignende, saa den skulle vaere god nok, thaierne er mere ubekymrede en laoterne.

Naa men Korat er Thailands 2. stoerste by (den 3. stoerste er Chiang Mai). Det er en lille storby hvis centrum er omkranset af kanaler lidt som i Chiang Mai. Den vestligste ende er centrum og her staar der en meget beroemt stathue af en meget respekteret kvindelig frihedskaemper, saa for mange aar siden gav laoterne roevfuld.

Rundt om hende er der den stoerste royale udstilling -We love our King - som jeg endnu har set og det siger ikke saa lidt. De er gaaet totalt i selvsving. Paa omkring 100 store forgyldte soejler er der billeder fra den Bhumibols og Sirikits liv. Om dagen saa tager skoleboernene paa udflugt til monumentet selvfoelgelig ifoert gule T-shirt, da gul er kongefarven. Her laver de saa opgaver om kongens liv.

Men ellers er torvet meget fint med springvand og traer. Da jeg var dernede i gaar aftes, var det hele selvfoelgelig illumineret og rigtig hyggeligt. Fra traerne loed der en larm, som overgik trafikkens. Det var fugle i millionvis, som sad og kvidrede. Jeg satte mig paa en baenk og hvilede benene og saa skete det, jeg fik en fuglelort paa skulderen, saa jeg flyttede hen til et sted uden traer.

Men er der ikke noget om at det bringer held. Saa nu kan jeg med tre armbaand og en fuglelort naesten ikke faa mere held - jo - i Thailand kan mand. Jeg kunne for eks. begynde at gaa med en amulet, hvilket er meget populaert hos maendene. Det er en stor medaljon med et vindue bag hvilket der sidder en buddha, et tempel eller lignende. Hele arrangementet vejer og fylder som et lommeur. Flere har 3 om halsen. Saa en der havde 7 stk. i full size og en anden med 9 noget mindre. Men synes man ikke at man har held nok, saa kan man koebe en fugl og slippe den fri, slippe nogle skildpadder fri, fodre fiskene, bestille et orkesterensemble (1000 bath), som saa kommer og spiller for heltinden og man kan.... Ja maaderne er utallige. En af de lidt hyggelige er, at naar man siger farvel til en ven eller et familiemedlem, som skal paa rejse, saa binder man et hvidt stykke gaze om personens arm. I templerne er der ingen graenser for de muligheder man har for at udvide sit held, og thaierne goer brug af det i stor maalestok.

Ellers saa er der en overdaadighed af karaokebarer og lokale natklubber. Alt her er lokalt. Det eneste jeg har set henvendt til turister var et skilt om motorbike for rent. Ellers er menukort og teksten paa toiletterne paa thai, lidt noget boevl, naar der ikke er et pictogram - maa se at faa laert ordet for mand.

I morgen toeffede jeg lidt rundt paa vaerelset og hyggede med kaffe, toejvask, toemning og reorganisering af taskerne.

Kl. 0900 gik jeg ned og fik morgenmad hos en lokal mutter ved busstationen og det var bare guf. For at holde gadelarmen ude, saa havde hun fyret op for et stort stereoanlaeg, som spillede thaipop for fulde sejl. Fik 2 retter mad paa ris (45B). Den ene ret laa til den bagerste del af tungen og den anden til den midterste del. Det var staerkt, men ikke saa det sved paa tungen. Fantastisk krydret. Efter saadan et royalt maaltid er man lidt ked af at der nu gaar flere timer inden man igen med rette kan bilde sig ind, at man er sulten.

Kom derefter ned til en gade, som var afspaerret, men som foedgaenger kunne man paa eget ansvar godt komme ind. Her var brandvaesenet igang med at vaske gaden sammen med 50/100 personer. Det saa ud til for manges vedkommende at vaere beboere og shopejere fra gaden. Forrest var der en brandbil som fugtede gaden, som kom teamet der dryssede vaskepulver paa. Saa kom koste teamet og tilsidst brandbilen der sammen med et skrubbeteam boerstede gaden helt ren. Fint initiativ.

Men hvad hjaelper det, naar den skide arkitekt, der har designet byens koaker har taget storre hensyn til rotternes indaandingsluft end til menneskenes. For hver ca. 10 m er der en kaempe rist ned til koaken, hvorigennem der kommer en rigtig klam lugt. Risten er ikke beregnet til vandafledning, da den ligger paa en forhoejning. Ret skoer ide.

Naa men jeg cruisede rundt som en rigtig turist og saa var jeg endelig kommet til det tispunkt hvor jeg godt igen kunne bilde maven ind, at den var sulten, saa det blev til en gang stegt malle og noget seafood salat. Jeg havde sagt til hende at jeg ikke ville have raadne krabber i salaten, men fadren syntes aabenbart, at jeg da saa i det mindste skulle have noget af saften fra de dejlige syltede krabber. Efter ID indsatsen omkring Tzunamien, ja saa har jeg et meget anstrengt forhold til den smag og luft, saa jeg var noedt til at noejes med toppen af salaten (105B med oel).

Da det blev for varmt selv om det fattisk er delvist overskyet, saa driblede jeg ind i et mega indkoebscenter. Deres afdeling for mobiltelefoner er imponerende. Svarer til udbuddet i en 20/30 danske butikker.

Fik lidt medlidenhed med alle de ekspedienter saa hele dagen staar og glaner ved hver deres skostativ. Kom til at taenke paa burkvinderne fra i gaar, de kan da i det mindsted sidde ned eller ligge ned, naar de er paa arbejde :)

Kom forbi en meget anderledes klaedt kvinde foran en folkevognsbus. Da jeg var kommet 50 m forbi vedte jeg om, da det saa lidt for spaendende ud. Kvinden var ifoert det mest spraglede selvinstruerede blikfangende hippiagtige toej og hendes gamle volkevognsbus havde ogsaa faaet en hippiehaand. Inde i bussen havde hun indrettet et meget hygeligt koekken, hvor hun lavede papayasalat. Hun var ved at ekspedere, saa jeg tog en raekke billeder, da hun var faerdig undskyldte jeg, at jeg lige havde spist, saa jeg kunne ikke stoette hendes lille meget anderledes og hyggelige restaurant. Hun floej ud af bilen og sagde, at det skulle jeg ikke vaere ked af, men jeg skulle da lige have nogen frugter fra hendes fars have. Det var en blanning mellem aerter og boenner og var lidt bitre i smage. Kunne godt spises, saa jeg fik en haandfuld og tog endnu nogle billeder og hun fortalte at hun helt selv drev denne business, som hun synligt var stolt af. Godt med lidt anderledes.

Det farligste her er ikke malaria, kolera, dengue feber, japansk infanteritis og hvad de nu hedder alt sammen, nej det er trafikken. Det er ikke som i Laos, hvor man tog sig god til til transporten. Her koerer de staerkt og det uagtet at man naesten ikke dagligt kan undgaa at se et faerdselsuheld. Hvis man saa tror, at det er sikrere at anvende fodgaengerovergangene, saa begaar man en fejl, da man saa tror at man paa en eller anden maade er lidt fredet - det er man ikke.

Indtil videre har jeg besluttet mig for at tage til Pak Chong i morgen (110 km herfra) og saa tage ned og se Khao Yai nationalpark og kigge paa lidt tigere og vilde elefanter (man skal vist vaerer meget heldig, men husk nu fuglelort og armbaand, saa det gaar nok).