Jeg kom afsted fra gaesthuset kl. 0800, hvor de havde gratis transport til havnen. Der er 10-15 minutters koersel.

Fandt frem til det sted, hvor jeg boede sidst. Der var sket nogle enkelte aendringer paa de 2 aar. De har faaet en ultra slow internetforbindelse, en meget flot bar bygget paa klipperne nede til vandet og saa en stor, nej lad mig vaere aerlig, en slask hamrende fed tysk kvinde, som har banket en tatovoerbiks ned bag Koh Chang Resort (300B). En grund til at hun har fyldt sin hud saa vaeldig ud kunne vaere, at hun paa den maade kunne faa plads til flere tatoveringer. Overalt paa det synlige hud er hun oversmurt med tegneserier.

Jeg fik en bungalov oppe bagved, men rigtig flot med terrasse, hvor der var en madras, men badevaerelsegulvet er raa beton - men man kan jo ikke faa alting - jo naesten for i dag er jeg flyttet ned i foerste raekke i en rigtig droemme bungalov. Dette resort er det eneste, hvor bungalowsene ligger helt ned til vandet. Det er nok fordi stedet tilhoerer Ranong Politiforening.

Var om eftermiddagen en tur rundt paa den nordoestlige del af oen ud til den ny havn, som kun er til passagerer, da der kun er en 2 m bred cementvej derud. Men det er kun de lokale der bruger den, da alle turister bliver sejlet derhen hvor de skal bo, da der ikke findes nogen form for transport paa oen. Ingen biler. Ingen tuks. Ingen motorbikes der medtager passagerer. Kun de lokale koerer lidt paa motorcykler, men da der vel kun findes omkring 5-10 km 2 m brede cementstier, saa er der en naturlig begraensning, saa man moeder meget faa motorcykler.

I dag gik jeg kl. 0930 ned langs den vestlige side af oen ned til sydspidsen, hvor jeg var inde paa Tommys Place og hilse fra Peter Mik. Han havde lukket biksen. Et resort ved siden af var aabent, men alligevel ikke, da der ikke var nogen gaester. De havde en enorm flot 3 etagers bygning med spir og taarne, som blot stod ubenyttet hen. Talte med indehaveren, som sad og pillede cashewnuts. Han kan lave omkring 1200B om dagen, da han faar 31b pr. kg.

Kl. 1500 var jeg hjemme igen via hovedfaerdselsaaren midt paa oeen op til oeens midte. Nu siger jeg hovedfaerdselsaare, ja den eneste ud over vandet, men det er sydpaa kun en trail, som gaar gennem mangrovesumpe og skove og ikke er fremkommelikg paa mc. Det er kun de sidste par hundrede meter foer oens centrum, midpaa, hvor koebmanden bor.

Da jeg kom hjem var jeg som den store dame ikke kun traet, jeg var smadret.

Jeg burde egentlig ikke fortaelle jer dette, da mange vil tage mig det ilde op, men hvad hjertet er fuld af loeber tastaturet over med. Min begyndende forelskelse, som startede for 2 aar siden har nu udviklet sig til en kategori 1 forelskelse. Jeg er forelsket i Koh Chang Noi fordi her er nil, nada, nothing. Det er som Koh Tao var i 1991, bortset fra, at der paa det tidspunkt baade var en dykkerforretning og 2=3 biler.

Denne oe dufter af honning. Lugten kommer fra gamle plantager med cashewnuts. Herudover er der gummitraer og vild jungle.

Jeg kunne fortsaette i lang tid med at berette om dette sted, men vil undlade det, da det blot fremskynder turismens lov om at alle vil til bountyland, men naar mange hoerer om det, ja saa ender det som Koh Phi Phi gjorde foer Tsunamien.

Bliver her 2 dage mere og tager saa nok til Khao Lak, hvor jeg vil paa en dagstur til Similian Islands (En 4-5 dages dykkertur fra Rannong koster 22000 bath, hvilket jeg synes er for pebret.

Naa haaber det her kommer igennem. Og derefter ned paa terrassen og lytte til boelgerne og dase. Problemet her er, at hverken bruserne eller havet giver nogen afkoeling, saa man bliver noedt til at drikke noget oel med is i og i spandevis af limeshake.