Med håret trimmet uden afstandsklodser på hårploven, ligger jeg her på divaneseren med min navy seal frisure iført rabineragtig hat (for ikke at fryse) og glæder jeg mig til snart at forlade denne den værste isvinter siden 94/95 - for jeg er ikke konstrueret til disse lave temperaturer. Så jeg ligger lige og drømmer lidt om varme, lys og palmesus.
Skulle du gå med lignende drømme, men ikke lige har tid, ja så skal du være velkommen til at følge med her på bloggen og høre lidt om vores oplevelser.
De sidste forberedelser ved at være gjort til denne rejse, som først går til Hongkong i 3 dage. Derefter kommer Jesper og vi tager 3 uger ud og kigger på den østlige del af Fillipinerne (sidst var det vest og nord og første gang var det syd). Vi rejser til Cebu og begynder nok med lidt badeferie på Malepasqua, men derudover så er vores eneste plan, at vi nok skal se den østlige del.
Derefter tager vi til Hongkong, hvor jeg skal mødes med Chui og Jesper skal hjem og skrabe sne:) Vi skal til bryllup, hvorefter vi tager til Thailand i fire dage og besøger venner i Pattaya.
Herefter er det meningen at Chui tager til HK og jeg skal til Myanmar, men desværre så fik jeg afslag på min visumansøgning, som jeg sendte til London. Nu prøver jeg at udfylde skemaet bedre og så ansøge igen i Hongkong. Hvis jeg ikke får visum, så må jeg jo affinde mig med 3 uger i Thailand, hvor jeg så vil til Ko Phang Ngan og lære at kiteboarde, samt kigge på det kloster/sanctuary, som jeg overvejer at bo på til næste år.
Jeg har fået den ide, at jeg muligt er blevet afvist fordi jeg er dansker, idet dokumentarfilmen VJ-Burma, der ikke roser styret, vist har vundet en pris, så det kan jo være, at de har blacklistet alle danskere, men det får vi at se.
Efter de 3 uger så går det til HK, hvor hele familien samles for at tage til endnu et bryllup, ligesom Troels og jeg skal ud og fotografere til en vens bryllup.