Det er sent formiddag (0745 kom først op kl. 0700) og jeg sidder på terrassen i Villa Norway, der ligger i Jomtien, Pathaya, Thailand, og drikker en kop kaffe og venter på at Chui, Linda og Cecilia står op. Der er kommet lidt regn i nat så luften er frisk og hele resortet står grønt og frodigt.

Det er her hvor vi for nogle år siden købte et hus, men solgte det inden det var færdigt, da projektet blev forsinket. Det er jeg nu rigtig tilfreds med, da det nok ikke lige var noget for mig, da der bare er for meget gang i det her område. Resortet er rigtig fint med pool og alt det der nu hører til. Herudover så har Gudmund udvidet med to andre byggeprojekter, som ligger op til dette sted og så er han nu igang med sit 4. projekt.

Vi havde svært ved at finde stedet, da udviklingen i byggeriet hernede er helt ude af kontrol, så gaderne havde ændret karakter.

Nå men tilbage til Hongkong. Den første dag havde jeg det lidt svært med at vænne mig til byens beat. Chui spurgte om jeg var sur, da jeg ikke sagde så meget og gik langsommere end hende, men det var simpelthen fordi jeg havde foretaget en tidsrejse og krop og sjæl ikke rigtig var kommet med.

Bryllupet var som de ca. skal være på disse kanter. Vi kom kl. 17 og spillede Mahjong (Jeg tog billeder) indtil kl. 0800. Så var der et billedshow om deres liv indtil nu. Parret kom herefter ind i salen, hvor der var ca. 20 runde borde med 12 personer om hver.

Gommen viste en video, for at udtrykke sin kærlighed til sin vordende brud. Så kom skriverkarlen fra magistraten ind med kontrakten. De fik hver en mikrofon og erklærede at de ville have hinanden. Underskrift og det var det, nej forresten, de skulle kysse i 9 sekunder, da 9 er et godt tal. Meget frækt og bruden var enormt nervøs og genert.

Endelig fik vi mad kl. 0900. Vi spiste de 12 retter på 2 timer og så var det ellers hjem.

Næste da var jeg hjemme hos Wing Chi, som er hende der skal giftes næste gang jeg kommer forbi. Gommen kom sammen med sine søstre for at få de sidste forhandlinger på plads inden bryllupet. Wing Chi måtte ikke være hjemme, men de kom dog til den solomoniske løsning, at det var ok, at hun gik ind på sit værelse og blev der under deres besøg.

De havde medbragt 4 kæmpe kurve med mad og lykketing. Til gengæld fik de 2 kurve med nogle andre lykketing og igen selvfølgelig madvarer. Så afleverede de en check på 38.000 HK $, hvilket var den pris for bruden man havde forhandlet sig frem til.

Hmmm, gud ved om jeg i sin tid betalte for meget, da jeg blev rippet for 30.000 HK, som med 33 års inflation nok svarer til noget mere. Men husk nu på - din gamle nærrigrøv - pris og kvalitet følges ad selv om jeg nu da nok synes at min niece også er et godt køb. Ja det kan måske være, at Ryan har lavet sig et røverkøb :)

Men efter nu næsten 2 års planlægning, så er de ved at være klar til bryllupet. De har været ude at lave bryllupsbilleder, hvor de var afsted en hel dag, som incl. makeup, kjoler, fotograf og transport kostede dem 21.000 HK.

Fotografen til selve bryllupet samt videomanden får kun 5.000 HK for 18 timers arbejde plus post produktion, hvilket er for lidt, når hun samtidig skal betale 7.000 HK for en makeup artist, der skal følge hende hele dagen.

Ja der er meget om penge i det her indlæg, men mad og penge er det der er omdrejningspunktet i denne travle og pulserende metropol.

Den sidste aften var vi ude og spise med Wai Ping og gummimanden. Hun havde bestilt en meny, som består af ca. 10 retter beregnet til 12 personer samt drikkevarer. Prisen var meget rimelig, kun lidt over 2.000 HK.

Det er klart, at det var alt for billigt, så selv om menuen indeholdt en ret med gul tigerfisk, så hun en 3 punds sort tigerfisk, som hun fik tilberedt på 2 forskellige måder. Fantastisk mad, men da hun skulle betale, så fik jeg et lille chock. Det viste sig, at da hun havde bestilt den der fiskenes konge, så havde hun troet, at fisken kostede 1480 HK pr. pund, men hun blev glædeligt overrasket over, at det var hele fisken, der kun kostede 1480 HK.

Ja jeg ville havde haft kvaler blot jeg skulle have betalt over 500 HK for dyret.

Næste dag fortalte jeg Wai Lin om spisningen og fisken. Hendes kommentar var: "Smagte den godt". Ja, sagde jeg, helt fantastisk. Det var godt, så er det lige meget med prisen.

Denne historie fortæller meget godt om deres passionerede forhold til mad og kvaliteten af de fødevarer, som de spiser.

Vi tog flyet til Bangkok kl. 1045 med Air Asia. Vi var ude af lufthavnen kl. 13, hvorefter vi tog shuttle bussen over til busstationen og fik noget at spise og så videre med bus til Pathaya kl. 1500. Det havde dog ikke været nødvendigt at køre over til busstationen, da bussen kom og gjorde holdt ud for exit 8 i lufthavnens grundplan.

Efter en halvanden time i en rigtig fed luksusbus (124 Bath) var vi fremme i Jomtien.

I dag står den på afslapning. I morgen tager jeg busen kl. 20 til lufthavnen, hvor jeg cruncher indtil min afgang næste morgen kl. 0700.