Vi kørte i lufthavenkl. 0810 og var derude 45 minutter senere (165 peso). Vi checkede ind domestic,da vi skulle mellemlande i Manila. I afgangshallen var der WiFi, så tiden gikhurtigt. Flyet fra mit foretrukne luftfartsselskab Cebu Pacific Air bordede kl.1120 og skulle flyve kl. 1200, men da de var klar kl. 1140 var der jo ingengrund til at vente, Vi kom derfor 20 min for tidligt til Manila.

Som det er minetrofaste læsere bekendt, så afholder Cebu Pacific Air nogle konkurrence underflyveturen. På turen til Manila var der 3 ret værdiløse toilettasker påhøjkant. Opgaverne var denne gang: 1) Hvem viser hurtigst et CPA logo, 2) Hvemkan først holdet et bælte over hovedet. 3) Hvem rejser sig først op og kommermed et stort smil.

Spørgsmål ét smuttedefor mig, da jeg ikke helt kunne oversætte dessens filippinerengelsk. Desværrehavde jeg ikke noget bælte, så jeg slog til på det tredje spørgsmål. Monteretmed et stor smil røg jeg op af sædet blot for at konstatere, at jeg som enanden mr. Bean hang fast i sikkerhedsselen. Shit, der røg den hadegave.Tilsvarende konkurrence blev afholdt på den videre tur til Hongkong, men mednye spændende opgaver som at vise en Hongkong pengeseddel. Ret latterligkonkurrence, men det skaber lidt fællesskab og grin i flyet, ligesom de fåralles opmærksomhed inden de går over til at præsentere deres merchandise.

De elskerterminalafgifter under disse himmelstrøg. Selv det tarveligste skur på en fjernkyst opkræver rask væk 10 peso i terminalafgift. Men lufthavnene er storslemme.I Cebu betalte vi 200 peso, hvilket var OK, men her i Manila betalte vi 750peso for dårligere forhold med mindre man da lige er en isbjørn. Der var såkoldt inde i ankomsthallen, så vi var nødt til at gå udenfor lufthavnsbygningenog lave kuskeslag for igen at få lidt varme i kroppen.

Som danskere har vilov til uden visa at opholde os i landet i 21 dage. Dette havde vi overskredetmed en håndfuld, så vi havde gemt penge til tolderne. Men forbavsende nok, såkom vi igennem uden at skulle betale noget. Vi havde valgt at gå gennem toforskellige skranker, for ligesom at sprede risikoen, så umiddelbart var derikke tale om en søvnig pasbetjent - men muligt to af slagsen.

I Hongkong tog vi tilTung Chung, hvor vi traf Chui Ping. Derefter ud og spise. Vi sov på gulv ogsofaer i den lille lejlighed. Op kl. 0530. Jeg fulgte Jesper til bussen, da hanskulle videre hjemover kl. 0940.

Som sidst, så har detværet en helt fantastisk oplevelse at rejse rundt på Filippinerne, som jeg varmkan anbefale til alle former for rejsende lige fra barfodsfolket tilreservatentusiasterne. Det er et land, som jeg langt fra er færdig med at rejserundt i, da mulighederne og tilbuddene er mange og så vel at bemærke til priser,der er til at betale.

Men det, der som en efterglød står og lyser op pålystavlen er menneskene, som har vist os stor gæstfrihed og venlighed. Selv omrigtig mange ikke har noget at grine af, så er vi altid blevet mødt med smil oglatter.

At ankomme tilHongkong er som at træde ind i en anden tidsalder. Alt er ordnet, rent og pænt.Folk farer rundt og har totalt glemt det med at smile.

I eftermiddag skal viså til bryllup. I overmorgen tager vi til Bangkok og videre ned til Pattaya,hvor vi skal besøge Chuis veninder. Den 1-4 tager jeg videre til Myannmar, såskulle du have lyst til at læse med, så kommer der også en travellog om dentur, men indlæggene vil nok blive færre da jeg forventer at der er længeremellem internet cafeerne.