Afgang fra hotellet kl.0730 og så ned og få morgenmad. Min mad bestod af en ret med stegte bønner, en grøntsagsgryde med pølser, ris samt en hel annanas (10 kr). Jesper gik på Jollibee, der er en local udgave af MC Donnalds og fik det klister, som de serverer sådan et sted - faktisk sagde han at det var fin mad.

Vi kom afsted med bussen kl 0830 til Tacloban (98 peso - 3 timer). Da vi havde kørt 200 meter standsede chaufføreren og hoppede ud sammen med konduktøreren og skiftede lige et baghjul. Ingen sure miner hos passagerne. Det tog kun et kvarter og så gik det ellers derudad gennem rismarker, banan- og sukker plantager, opover nogle 500 m høje bjerge og ud til vandet på den anden side.

I bussen snakkede jeg med en rigtig prinsesse, som var iført strutkjole, fine strømper og sko samt farvede bånd i håret. Hun var 2 år og ganske bedårende, så det blev lige igen til et par billeder.

Ankommet til Tacloban tog vi en tuk ind til centrum (40 peso), hvor vi havde læst om et low end hotel ved havn Manhattan. Denne gang var vi sikre på, at det var under renovering, idet vi fik et af de renoverede værelser, som vi efter at have mugget lidt over prisen fik med 20 % discount til 600 peso. Der var denne gang tale om et helt normalt hotelværelse, hvor der var vand i hanerne, vandhanerne virke, intakt toiletbrædt, maling på væggene, aircon og tv. Der er næsten havudsigt, da vi ude fra skrælderummet har et flot udsyn over havnen.

Vi synes det er helt vildt luksuriøst. Det er lidt lige som historien med manden der gik med for små sko om dagen, da han så nød ekstra at komme hjem og få dem af :)

Vi smed vores rygsække og susede straks ud og cruisede rundt i byen - til fods selvfrølgelig. Det er en noget større by end den forrige. Meget farverig med et kæmpe liv omkring havnen og markedet, som vi bor lige op af. Da vi fra havnen så bagsiden af vores hotel, ja så lignede det den værste omgang slum, men facaden var fin.

Vi gik først en tur ned i parken ved vandet. Her satte vi os ned mellem nogle familier, som var på picknik. Jeg faldt i snak med en kvinde på ca. 45 år, som havde passeret sin storhedstid. Hun havde været gift med en amerikaner og havde 4 børn. De 3 af dem boede hos faderen i USA men hun havde ingen kontakt med dem. Før kunne hun bruge alle de penge hun havde lyst til, men nu havde hun ikke en krone, men syntes ikke det var noget problem, da hun kom af fattige kår og nok skulle klare sig. Hun havde overvejet at starte noget business i Japan. Det kalder jeg optimisme og gå på mod. Vi andre kan klynke over småting, men hun havde mistet alt og syntes alligevel, at det ikke var noget problem. Ærgerligt at jeg ikke fik båndet samtalen, da den indeholdt elementer, som man kunne blive klog af.

Vi var også nede og gå rundt ved dokkerne, hvor de havde diverse grovvareselskaber. Vi gik ind i en af pakhusene og hilste på nogle kobraarbejdere (kokosnøddeslæbere). De var ved at pakke kokoskødet i sække og slæbe dem op i en stor lastbil - meget interessant og gode billeder.

Je havde ikke været til tandlæge i 8 måneder og havde med vilje ikke besøgt min tandlæge i Hongkong, da han er ved at være for dyr, så nu var det tid til at få kigget bisser efter. Jesper ville med hen og se hvordan det foregik, så vi fandt en klinik, men deres tandlæge var på en anden klinik, så vi skulle lige vente et par minutter. Derefter kom en klinikassistent samt en tukdriver, som tog og med til den anden klinik.

Så kan det eller godt være at Jesper ærgrede sig over at han ikke skulle have ordnet tænder for frem trådte en 25 årig skønhed med langt sort hår, mandelformede øjne osv. Hun fik mig ret let placeret i stolen, hvorefter tukdriveren lige hjalp til med at sætte slangen i munden på mig, medens klinikassistenten blot sad og så tv. Hele operationen blev foretaget af tandlægen alene, så klinikassistentens opgave var nok kun at ryde op bagefter.

Jeg bad om en tandrensning og en polering. Det var den grundigste rensning jeg havde været ude for. Hun sluttede den af med at give mig en tur med tandtråd mellem alle tænderne, men der var et mellemrum, hvor tråden ikke kunne komme ned. No problem, hun gik over og tog sit eget tandtråd fra sin håndtaske og det fungerede findt, da det var tyndere.

Da vi var færdige efter tre kvarter, så spurgte jeg om det ellers så ok ud. Hun fortalte at der var en læk i to sammenhængende fyldninger, så det bad jeg hende fixe. Hun hentede frem, men jeg afstod fra bedøvelse, da jeg ikke gad at være skæv i kraniet. Hun borede derefter begge plumber ud uden der på noget tidspunkt kom nogen form for smerte. Det er første gang jeg har prøvet det. Hun fyldte dem derefter med en plastfyldning, som blev slebet til efter alle kunstens regler, så efter 1½ time var jeg færdig og 100 kr fattigere (900 peso).

Her er der virkelig mulighed for at lave noget tandturisme. Fantastisk service, omhyggeligt arbejde og en god pris.

Hvis jeg skulle have glemt hvorfor jeg nu for tredje gang er på Fillipinerne, så er vi de sidste dage blevet bombarderet med årsagen - venlighed, imødekommenhed og hjælpsomhed. Det er utroligt så langt folk vil gå for at hjælpe os. Overalt mødes vi med smil og venlighed og så fornemmer vi ikke, at de forsøger at tage røven på os. Vi får det til de almindelige priser.

Herudover har vi i dag selvfølgelig talt med et utal af børn, som jeg betegner som Fillipinernes guld og hvis det i bogstaveligste forstand er rigtigt, ja så er det her nok et af de rigeste lande jeg kender for der er børn overalt. Desværre også enkelte tiggere, men det er heldigvis undtagelsen.

I morgen går det nok sydover, da vi nu har fået nok af storbyer for en tid. Vi har vekslet og trillet visakort, så vi er klar til at overleve i et godt stykke tid uden ATM-maskiner.