Selv om San Carlos er en lille flække, så viste det sig som altid, at der altid er oplevelser, hvis man blot er åben og er ude hvor tingene sker. Vi begyndte selvfølgelig med at vade byen tynd. Først var vi ude i folkets park, der er en fin men forfalden park. Den ser ud som om den er opgivet eller lukket for vinteren, men da det ikke er vinter, så må der være en anden forklaring. Der var ingen vand i poolen eller i deres vandanlæg, men der var en miniatureby, hvor vi kunne se nogle af de betydningsfulde store bygninger i byen i skala ca. 1:20. Så efter turen i parken gik vi ud for at finde bygningerne.

Vi var først på deres mega store marked, hvor der virkelig er gang i den, men i modsætning til mange andre markeder, så lugtede det kun dårligt i afdelingen med tørrede fisk, hvilket er meget bemærkelsesværdigt. Vi var også ude i deres store shoppingcenter SM, men rolig piger vi var blot lige inde og vende, for vi fik det begge dårligt efter 5 minutter, men Jesper fandt noget burgermad, så han overlever lidt endnu.

Vi boede på byens torv, hvor der var en kæmpe bygning, der den dag blev brugt til at præsentere forskellige firmaer for de mange fremmødte studenter. Der var påfaldende mange skoler i den lille by.

I forhold til den beskidte og støjende by Bacolod, så virkede denne by helt oaseagtig, der der var få tricykler, men enormt mange svedende tynde pedalsvingere, som skulle have 8 peso pr. hoved for alle turen indenfor byområdet, hvilket nemt kunne blive til en tur på 2 km. Når den pris så sættes i forhold til at det koster 45.000 peso pr. semester for at uddanne sig til sygeplejerske (De skal også betale i praktikperioden) og der er 4 semestre om året, så kan man godt forstå, at det er svært for cykeltaxafædrene at give deres unge en uddannelse, så de får nok i stedet en anpart i en cykel.

På vej ud for at finde noget aftensmad kom vi forbi et optog, som forrest bestod en en gruppe trommeslagere efterfulgt af en procession af folk, der overvejende var klædt i grønt. Midt i optoget kørte de rundt med en jesuslignende figur med et barn i armen, så mon ikke det i stedet er Josef med Jesus på armen. Bag vognen gik en af de her typer der har som deres motto: "Lad blot de små drenge komme til mig - he he he". Han var velnæret som en budha og gik i en lang hvid kjole. Jeg hørte, at det var holy week, hvilket var årsagen til processionen (Det er i øvrigt også fire protection month - har dog på fornemmelsen at det gælder alle måneder). Jeg gik ud fra, at de skulle ned og brænde figuren af eller sætte den til søs, så vi fulgte efter dem. Det viste sig blot, at de var rundt i byen for at samle de fortabte sjæle, så så kunne følge med over i kirken og få en historie.

Det blev til en gang kylling og så noget karaoke. Jeg gjorde mit første forsøg med at synge en filippinsk sang på tagallo og maskinen var ovenud tilfreds med præstationen, da jeg fik 98 point, men jeg ved nu ikke om filippinerne forstod hvad jeg sang. Faktisk så tror jeg ikke, at tagallo er så svært at udtale, blot sangen ikke går for hurtigt og man kan nå at læse med.

Som i alle små byer, så var folk enormt venlige.

Næste morgen på vej til færgen så vi igen et optog, her var det de erhvervsdrivende, der var på vej rundt i gaderne for at samle kunder. Færgen gik kl. 10 (170 peso) og var en rigtig gammel passagerfærge, der tog 1½ time om overfarten. Vi havde fravalgt hurtigbåden, der kun tager 30 min, da det er for kedeligt. Det viste sig at være en god beslutning, da der på det øverste dæk stod omkring 100 køjesenge, som man kunne ligge og fede den i og kigge ud på vandet eller læse en bog. Da vi havde smidt fortøjningen, så kom der lige en lille andagt og bøn over højttaleren med håb om en sikker overfart efter fulgt at rådet om at bruge redningsvest, hvis færgen sank.

Vi var nødt til at tage en bus tværs over Cebu øen for der at fange en der gik til Moal Boal. For første gang ventede vi på en bus. Der var busser nok, men de var propfyldte. En gut med et totalt karakterløst håndtryk og nogle meget løse håndled afstod fra at tage den bus, som han skulle med, da han ville sikre sig, at vi kom på den rigtige bus. Rigtig venligt af ham og jeg tror faktisk er der var tale om rendyrket venlighed, men han stod og solede sig - selv om det støvregnede for første gang på turen - i vores selskab ude på vejen, hvor han hilste på sine forbipasserende venner.

Kære koner, kan I ikke finde en eller anden clairvoyant, trancendental eller paranormal biks, som kan beame jer herned for vi har fundet et sted som I vil elske og så har vi faktisk besluttet at sætte farten helt ned og blive her en 4-5 dage. Sidst jeg boede her gav jeg 500, men der var ingen hjemme på stedet, hvor der i øvrigt kun var en hytte udlejet, så vi gik ind på det turistreservatet "Sunshine", der ligger lige ved siden af, da de skulle bestyre hytterne, når hendes kusine ikke var hjemme. Vi kunne se at der også på dette resort var udlejet meget få hytter, så da hun forlagte 800, så fortalte vi hende at hun kunne få 500 og ikke en peso mere, hvilket hun lagsomt gik med til. Så nu bor vi i nogle rækkehuse, der ligger rundt om en have med palmer og i midten er et svømmebad.

Så I morgen vil vi forsøge at lave ingenting, men jeg har en ide om at det sku nok mislykkes, men vi står absolut ikke op før 7 :)

Alt vel.