I aftes var vi ude og spise farveldinner med cattlefarmeren David på en restaurant med dug og stearinlys. Hyggelig aften og han lovede at kigge forbi, når han måske kom til Danmark. Jesper vil i mellemtiden forsøge at lave lidt slægtsforskning på navnet Stahl, da han ønsker at finde frem til sin bedstefar.

Another bussy day in the office.

Det var rart igen at være to, som har de interne ure synkroniseret. David var lidt langsommere end os og så skulle han altid snakke i mobil, så det nedsatte vores tempo. Men da jeg i dag kom ned til morgenmad, ja, så sad Jesper der allerede og var klar. I øvrigt et smart koncept med "gratis" morgenmad, som bestod at toast, jam og kaffe. Hvis det ikke havde været gratis, var jeg gået ud og havde fået en gang ris, men da jeg nu sad der, ja så skulle der selvfølgelig også æg til og straks havde de pengene hjemme, Smart koncept.

Nå men vi kom afsted med en Ceres bus, som er forholdsvis pæne lokalbusser, Vinduerne ligner noget vi kender i modsætning til de helt lokale, hvor vinduet er en plexiglasplade, som man løfter op fra et hul og sætter i indhak. Dette busselskab har også en mase buskontrollørkontrollører. Dvs. når vi mødte en anden Ceres bus, så stoppede de, og en kontrollør kom over og kontrollerede, at vores kontrollør havde orden i regnskabet. Det skete nok 10 gange på vore 5 timer lange tur, som sluttede af med at vi kom til et Ceres Speed Limit Kontrolcenter. Her skulle konduktøreren vise sine billetter og det gik nok ud på, at de ønskede at kontrollere, at bussen ikke havde kørt turen for hurtigt, for som der stod på nogle skilte: Speed thrills, but speed kills.

Efter en times kørsel var vi igen ude for et dækskift, men det tog ikke mere end ca. 10 minutter og reservedækket havde over 5 millimeter regummieret slidbane, hvor man med lidt fantasi kunne genkende et mønster. Men det giver god mening for hvilken formel 1 kører ville ikke køre på sliks i totalt tørt vejr - er lidt i tvivl om de her laver et pitstop i tilfælde af regnvejr.

Vi tilbagelage 171 km (136 + 108 peso) hvoraf de 20 km var på grusveje. Fordelen ved disse dirttracks er, at de hurtigt genererer nogle store juicie bussemænd, som man kan hygge sig med at skrue ud og sende ud af vinduet. Bagdelen er, at man får sand i øjene og bliver møgbeskidt.

Vi kom forbi et offentlig slagteri, som bestod af nogle overdækkede betonborde omkranset af betonmure - ja fuldstændig rigtig gættet så er fliser og kakler en by i Holland.

Et sted stod to gutter og spillede bob, men der var ikke så meget plads, men det problem havde de løst ved at montere bordet, så det kunne drejes rundt. Smart.

I bogen (Loneley Planet) stod der, at der var en dykkerstrand - Punta Bello - som har en dårlig strand, samt en lokal strand - Sugar Beach - ja, vi tog selvfølgelig den sidste.  Vi stod af busse 4 km udenfor Sipalay i Montilla, hvorfra vi tog en tuk ud til et færgested. Jeg kom til at kvaje mig for 5 kr, da jeg mod sædvane tog den første vi mødte og ikke forhandlede om prisen. Grunden til dette var, at vi endnu ikke var blevet "snydt". Turen burde koste 50, men han forlangte 100 peso. Da de så ved færgestedet ville have 20 peso pr. hoved for at fragte os 30 m over en å, ja så var vi nødt til at indhente det tabte. Vi gik ud af stranden, hvor vi mødte en gut, der ville gøre det til det halve, så ham tog vi. Ellers var vi blevet rigtig stædige og jeg havde pakket mit bagpackerkondom ud og havde floated vores rygsække over på den anden side - så kan de lære det.

Vi bor nu nede ved en tysker for enden af stranden på Sulu Resort (400 og 650 peso). Rigtigt hyggeligt sted med bambushytter, men der er meget, meget stille her. Stranden er meget fin, forholdsvis stejl, så den sniger sig op mod 9 i Jepsens strandskalakarakterer. Stranden der kan indbringe 10 falder indenfor de første 5 meter til en dybde af 2 m og går derefter over i et korelrev, som strækker til 50 m ud til en dybde af 10 meter, hvorefter det efterfølges af et dropoff til 200 meter. Blot så I ved det da YMMV (your miles may vary).

Det var mest tyskere der boede på stedet, men flinke folk, så vi fik arrangeret et snorkeldyk til næste morgen, da dykkercenteret først på stranden ikke skulle på vragdyk dagen efter.

Vi spiste i baren på vores resort, hvor vi blev  underholdt af 7 tøsepiger, som fjantede og det gav lidt stemning. Ejeren underholdt også med nogle tryllekunster, så inden vi så os om var kl. halv elleve og vi gik til køjs. Jeg sagde det var et meget stille sted, men lige præcis denne aften, så var der bryllup oppe i junglen, og de fortsatte med musikken indtil kl. 0615, men det var nu ikke noget problem.

I dag sejlede vi en halv time ud til øen Danjugan, hvor der lå et ca. 100 m vrag af et passagerskib på 5 m vand. Skibet var meget ødelagt, men alligevel flot, der der var meget lig omkring vragdelene. Derefter over på et rev og dykke og så hjem og pakke.

Hele vore ophold incl. drikkevarer, mad og dykkertur løb op i 100-150 kr. Abosolut et sted jeg kan anbefale hvis man vil have fred og ro. Med hensyn til shopping, så var der en købmand oppe i junglen. Hun havde sådan en 1x2 m sæbepulverforretning. Det var alt - ingen strandsælgere - nada nothing. Fedt sted. Hvis jeg en dag kunne finde på at skrive en bog, ja så ville det her sted være perfekt.

Jeg havde ikke spist morgenmad, da jeg ville gøre det oppe ved vejen medens vi ventede på bussen for det er min erfaring, at man så næsten er sikker på, at man ikke kommer til at vente.

Nå men vi gik ned til færgestedet kl. 1030 og kom over og gik så op mod vejen. Vi gik en 4-5 km og tog så en tricykel den sidste kilometer. Det viste sig at være smart, da bussen netop ankom, da vi kom op til vejen.

Jeg blev en halvtime senere reddet fra sultedøden af en mama, der kom ombord på bussen og solgte mig 3 stegte glaserede bananer (5 peso). Uhmm.

Det var en rasende varm dag og solen bagte så det blev en lidt hård bustur. Når vi kører bus, så sætter vi os sjældent ved siden af hinanden, da det udelukker muligheden for at få en snak med nogle af de lokale. På et tidspunkt råbte jeg 42 km tilbage over til Jesper, hvorefter min medpassager spurgte mig om jeg var dansk. Han er præst i Barcolod og har et præsteføl fra Danmark på besøg, så vi fik en snak om alt muligt og det endte med, at han fik mit kort, da en fra hans menighed skulle til Danmark og studere i en måned, så jeg sagde, at vedkommende bare kunne ringe.

Vi var fremme kl. 1630 og fandt frem til LD-pension i byens centrum tæt ved det megastore SM-supermarked kl. 1700. Godt trætte og tørstig, så vi lod kronerne rulle og gav 10 kr. ekstra for et aircon værelse (650 peso).

Nu skal vi ud og checke mail, købe neskaffe, ned og have fjernet hård hud fra fødderne og så ellers ud og spise.

I morgen går det måske til Moal  Boal eller også ud til nogle huler, men vi får se.

Alt vel.