Den største turistattraktion på Palawan er den underjordiske flod i Sabang, som af Unesco er udnævnt til "Heritage Site" (I Danmark har vi vist kun Kronborg, som er med i den klub), De lokale udlændinge havde fortalt os, at der absolut ikke var noget i Sabang ud over den der flod, men hver rejsende har sine præferencer, så sådan noget skal man ikke lytte for meget til.

Mange tager derud på dagsture, men det syntes vi var en noget stressende japaneragtig fremgangsmåde, så vi pakkede sækken og steg på den meget lokale jeepney den 8-1 kl. 0700.

Så den 8-1 tog vi den lokale bus kl. 0700, ja dvs. bussen kørte først et kvarter senere, da de lige skulle have skiftet et hjul. Afsted gik det på en fin betonvej, men den skulle snart få ende. De sidste 2/3 af vejen foregik på jordveje, som ikke var beregnet til almindelige biler. Turen derud tog 3 timer.

Bussen blev hurtigt totalt proppet med mennesker. Der var en 20-30 stykker indenfor og bag på samt 18 på taget. På et tidspunkt var vejen blokeret med en gummiged, men vores chauffør mente godt han kunne køre lidt ud i rabatten og så komme udenom. Men pludselig begyndte bussen at synke ned i den bløde vejside og hælde faretruende til siden med en skrænt på 5 m, så folk strømmede ud, bla. gennem vinduerne på siden. Herefter hængte 5 mand sig på siden af bussen, ligesom i sejlsport, hvorefter det lykkedes ham at komme forbi.

Efter den oplevelse tog jeg plads på taget. Her var der fuld gang i den. Folk snakkede og hyggede sig, medens bussen snoede sig igennem det flotte grønne kuperede urskovsagtige terræn. Man skulle blot huske at dukke hovedet lidt, når vi kørte under udhængende grene.

Vi tog en oksekærre ud til det sidste guesthouse på den højre side af stranden.Her fik vi en fin bambushytte 10 m fra vandet til 500 peso. Ejeren af stedet er en rigtig flink fyr, så vi følte os godt hjemme på stedet. Stedet og hele bugten ligner Sai Ree beach på Ko Tao, som den så ud i 1991 - ingen biler, næsten ingen motorcykler, kun strøm om aftenen 18-22, sand på gulvet i restauranten og stor venlighed.

Vi driblede derefter lidt rundt i byen, hvor vi bla. så dagsturisterne, som ankom i minibusser, hvorefter de sejlede ud til floden og 2 timer senere var de på vej hjem igen.

Adgangsbilletten til nationalparken og floden koster 200 peso. Hvis man vil sejles derud, så koster en hel båd 700 peso. Vi blev hurtig enige om at vi ville gå derud, så vi kunne være de første den næste dag. Der findes to stier derud - Monkey Trail( 4,8 km ) og Jungle Trail ( 4,7 Km). Vi blev rådet til at tage Monkey trail derud, da vi så ikke ville få problemer med tidevandet på hjemvejen.

Så igen op kl. 0545 og afsted sammen med den gryende dag kl. 0600. God morgengymnastik, pulsen kom hurtigt op over 150, da vi begyndte at gå over det første bjerg. Stien var fin, da der de fleste steder var lavet trapper og trin.

Som de første sejlede vi kl. 0815 ind i hulesystemet i en lille udriggerkano med privatchauffør (incl. i prisen). Vi sejlede 1.3 km ind i hulen, som det er muligt at sejle 4,3 km ind i. Der var tusindvis af flagermus og flotte drypsten, ligesom der var 2 store rum et stykke inde. Da vi 45 minutter senere kom tilbage til indgangen blev vi mødt af de første bådturister og så var roen og magien brudt. Derfor, skal du besøge hulen så vær der tidligt, da det eller ender med at blive en noget S-togsstationsagtig oplevelse.

Hjemturen via Jungle Trail var noget hårdere og mere trekking agtig. Her var der ingen trapper, så det var bare med at få fat i nogle grene eller lianer, så vi ikke gled på de glatte sten.

Vi var tilbage igen kl. 1030 godt trætte, sultne og tørstige for vi havde ikke fået købt mad eller vand, da vi gik ud fra at man nok kunne købe noget omkring hulen, men det her var heldigvis ikke James Bond Island, med alle de afskyelige souvenier shopper, derimod lige modsat, vi kunne intet købe.

I løbet af dagen var jeg ude og kigge på et tempel og et vandfald og så eller blot drive lidt rundt i byen med antennerne ude. Jeg satte mig ind et sted, hvor jeg fladt i snak med Bob fra Boston, som var ved at flytte til stedet for at fange hummere og udleje surfbords. Hans fillipinske kone ville i morgen komme med flyttebilen med nogle bygningsmaterialer fra det sted hvor de havde boet tidligere. Han mente det ville koste ham 200$ at opføre hytten. Jorden havde han lejet i 15 år, så hans samlede udgifter ville kun beløbe sig til 2000$. Han var lidt af en fantast, men alligevel meget interessant. Så kom regnen.

Sommeren er ikke rigtigt brudt igennem herude endnu, så vi får lige slutningen af regntiden med, hvilket har betydet en del skyer, men dette var første gang der rigtig kom regn. Det stod ned i stænger og mit vasketøj hang til tørre derhjemme, øv. Nå men så kom der nogen fra Polen og så gik snakken ellers. Da vi havde overlevet regnen fulgtes vi hjem, da de boede det samme sted.

Næste morgen tog vi bussen kl. 0700 mod vejkrydset ved hovedvejen, der fører mod nord og syd. Efter 2 timers køretur og en halv times ventetid kom der en bus, som kørte til TayTay, der er den gamle hovedstad på øen. Da byen kun ligger 50 km fra El Nido, som var vores mål, så kunne vi jo altid finde en anden bus der.

Nu skrev jeg hovedvej før, men den ligner ikke noget der blot minder om en hovedvej. Der var igen tale om 80 procent jordvej med huller og små træbroer, som kun kunne bære 5 ton, hvilket vores 12 meters bus langt overskred, men da de plejede at holde, så gjorde de det også den dag.

Der blev holdt en del pauser. Dels skulle passagererne havde noget og spise, men bussen skulle også have vand på for hver 50 km. Så var der problemer med bussens kardanaksel, så værktøjskasserne blev fundet frem, en badesandal blev snittet i form og så gik konduktørerne ellers igang med reparationen. Gennemsnitshastigheden kom op på 20-25 km/t.

Vi var fremme i TayTay kl. 1530 og det viste sig hurtigt, at næste bus til El Nido først afgik næste dag kl. 0930. Vi fandt hurtigt et guesthose (Pems guesthose 500 peso) og så skyndte vi os ud for at se byen inden det blev mørkt. Først var vi ude på det gamle spanske fort, som ligger ud for byen og derefter nede på havnen. Det er en ekstremt lille by, som man kan gå tyndt på en time.

På klippen over byen ligger Roses guesthouse, hvorfra der er en rigtig flot udsigt, så skulle man komme forbi en anden gang, ja så var det nok stedet at bo.

Stedet ligger åbent mod vest hvilket gør at det blæser hele tiden og havet viser tænder, men de har lovet os, at det er helt roligt omme på den anden side ved El Nido.

Jeg snød hanerne i dag. Jeg var færdig med at sove kl. 5, så nu sidder jeg og skriver ude på min altan i buldrende mørke og afventer den ny dag.

Der findes ingen muligheder for internet i denne by, hvilket også var tilfældet i den sidste by. WiFi er selvfølgelig også helt udelukket. Vi må nok bare erkende, at vi er kommet på landet. Men abstinessymptomer er begyndt at melde sig, så vi håber, at vi kan komme i forbindelse med verden i den næste by - i øvrigt ret god terapi, når man nu er vant til at være konstant online :)

Saa kom vi endelig til El Nido og fandt noget net. Der er meget optaget overalt, men i en bugt 5 minuters gang fra hovedstranden fandt vi et par rigtig fine bambushytter. Min ligger lige ned til vandet (500p).

Priserne i denne by er noget hoejere og der ser ud til at vaere lidt mere gang i turismen. Den foerste vi moedte var Tom, som har bygget sig en restaurant i den venstre side af stranden. Han gav en masse gode raad og viste og vej til det sted, hvor vi nu bor.