Vi fløj fra Hongkong kl. 0825 og var i Manila 2 timer senere. Vi blev mødt af en helt tom lufthavn, så det gik hurtigt med at komme gennem pas, told og afhentet vores 10 kilo tunge rygsække. Da vi gik ud i ankomsthallen, så blev vores bagagenumre checket med de numre vi havde på vores billet - fin service.

Check in gik lige så hurtigt, men det er en god ide at have et print af sin eticket, da det får tingene til at gå nemmere. Grunden til at vi ikke kunne checke bagagen ind hele vejen var, at vi ikke havde booket på det samme nummer, men det er vist kun muligt, hvis man køber billetterne gennem en agent.

Jesper var i øvrigt ude for en lidt ubehagelig oplevelse i Bangkok, hvor de ville se hans visakort sammen med en kopi af hans eticket. Han fortalte, at det var betalt med konens kort, hvorefter der blev tilkaldt overordnede og efter 10 minutter gad han ikke mere og hev kortet frem. Så sørg for at bruge et kort, som du har med på rejsen.

Som sidst, så blev vi mødt af en utrolig venlig og smilende befolkning - selv i lufthavnen. For Jesper var det meget overvældende, da han ikke tidligere har været på Fillipinerne, men kun været i "smilets land" Thailand, som på dette område slet ikke kan måle sig med Fillipinerne.

Som sidst, så møder man med paraderne oppe, klar til at blive røvrendt, men allerede efter en dag har vi fået paraderne ned, da befolkningen er oprigtigt venlige og virker meget ærlige. Ok det kan godt være at vi betaler 2 kr. for en 10 minutters tur i tricykel, som måske retteligt koster 1 kr, men det er fordi selv sådan nogen krejlere som os ikke kan få os selv til at prutte prisen ned. Ja det trode i nok ikke om os.

Nå men kl. 1520 gik det så igen med Cebu Pacific Air videre til Puerto Princesa på Palawan, som ligger vest for Fillipinerne. Byen er hovedstad på øen.

Som altid blev vi udenfor lufthavnen mødt af en hob, der ville indkvartere os, men vi ville ind til byen og bo ved havnen. De sagde, at der var optaget, ligesom der ikke var ret mange steder at bo. Ja, ja, det er godt med dem. Vi ville ikke bo ude omkring lufthavnen 5 km fra centrum, så 2xBS hoppede på en tricycle og kørte til centrum. En time senere fandt vi noget ude ved lufthavnen, for de gode mennesker havde haft ret. Så igen faldt paraderne længere ned.

Selv om vi var trætte, så tog vi ned på det eneste værtshus, som vi havde set. Her blev vi hjerteligt modtaget af canadieren, som ejede stedet. Han kom straks med en dåse svensk snus, da han mente at det var noget for sådan et par vikinger, men vi fortalte ham, at det kun var svenskerne der var på det grej. Vi faldt straks i snak med de lokale udlændinge, som kom fra bla. Norge. De gav os en masse velmente råd og ideer til vores videre rejse.

Vi bor på Lucky Garden i et hus med 2 værelser, stue bad og køkken for 1400 peso (100 peso er lig med 12 kr.). Så i dag har vi været inde og gå rundt omkring i hele byen. Der er meget få turister på stedet og derfor ingen af de evindelige trælse turistmarkeder med saronger og gøjemøj. Vi mødte mange mennesker, som alle ville snakke. Alle havde et stort smil på og var utrolig venlige - ja det har jeg vist nævnt før, men hav mig undskyldt for det er virkelig helt fantastisk, ja jeg vil nok kalde det for Fillipinernes største turistattraktion.

Jesper har fået noget pizza og tørt franskbrød og jeg fik noget fra en mammas gryder samt stegte bananer - mums.

Nede ved deres torv er der en overdækket udendørs scene hvor nogle piger spillede fodvolley samtidig med at nogle monsterhøjttalere stod og blæste fed basmusik ud i lokalet og folk hang ud og kiggede på. En knægt gav den som danser oppe på scenen og 10 mand fra dagpolitiet stod og hyggede sig. Jeg gik hen og snakkede med dem for at høre lidt om hvad de laver. De er 130 mand i byen og arbejder kun om dagen med at holde ro og orden og få den kaotiske trafik til at glide. Om aftenen er det natpolitiet der tager over.

Vi var inde i en bank for at veksle penge. Vi trak nummer 78 og satte os ned for at vente, men da vi fandt ud af at de kun var kommet til nr. 43, så skred de utålmodige turister. Efter at have prøvet 3-4 andre banker, hvor de ikke vekslede penge, så gik Jesper tilbage til den første, men her var de nået til nr. 90, men det var ikke noget problem, han blev stoppet ind foran med hans nummer 78.

Jesper er ude for at få renset sit gamle ur og jeg sidder og hamrer løs på min nye Acer Aspire One, som bare er fin. Herefter vil jeg med deres meget langsomme WiFi forsøge at uploade det.

I aften skal vi ud og have grillmad og så har jeg lovet Jesper, at han snart skal have sin debut som karaokesanger. I morgen tager vi videre kl. 0600 til Sabang, hvor vi skal se en underjordisk flod.

Alt vel, højt humør, 30 grader og sol.

Jeg har i øvrigt købt et telefonkort. Jeg tror mit nummer er +63-9085101621

Sidste nyt: Jesper er lige kommet hjem efter at at have været en tur ved "urmageren" – ja det er en gut med et skab på fortorvet med en linse monteret på en stang foran øjet. Hans gamle Seiko dykkerur havde fået vand og var gået død, så han bad gutten om at få den til at du. Han ville ikke garantere noget, men ville godt forsøge, så den 25 årige knægt gik i gang.

Han skildte uret totalt ad, rensede alle dele og smurte de bevægelige dele. Bagved stod faderen på 60 år, som havde oplært alle sine 3 sønner i urmagerfaget. MEN så kom en vagtmand med et telegram, hvori der stod at broderen til faderen var død i Manila. Faderen blev meget berørt. I telegrammet stod, at han skulle komme straks, men han have ingen penge.

Jesper foreslog om det ikke ville hjælpe med 3 Colaer, jow det war da ikke så ringe endda, så han hentede vand. I mellemtiden havde faderen overtaget operationen, som endte med at lykkes mod alle ods. Så glad var Jesper, ja måske bortset fra at han om eftermiddagen havde købt et nyt Seiko ur for 1600 peso, men han havde ikke drømt om at det gamle kunne repareres.

Da han skulle betale, så måtte han selv om prisen. Så det bløde hjerte løb af med backpackeren, som betalte 1000 peso (120 kr) for reparationen, men så ville han også have en ny rem med i købet. Dette vakte stor begejstring. Alle var glade, faderen kunne komme til begravelse og Jesper havde 2 fine Seiko ure.