Naa men paa internetcafeen, hvor jeg skrev sidst, der moedte jeg en englaender, som havde boet i Manilla i 9 aar (Hvad faar normale mennesker til noget saadant, er det foerste man kommer til at taenke paa). Men han fortalte mig i hvilken retning, som jeg skulle med toget og hvor jeg skulle af.

Saa Joe futtede mod downtown. Joe, ja det er mit navn her i Manilla. Alle udlaendinge hedder Joe og jeg har ligesom opgivet at laere den her by mit navn, som jeg plejer at udtrykke lidt som ham her Bond, James Bond - Claus, Santa Claus - but without presents.

Gud hvor var det et kedeligt kvarter. Helt sterilt og med mange fodgaenger broer. Ingen tiggere, hawkere ( en hawker er en gadesaelger - nej der var heller ikke hookers). Der var da selvfoelgelig nogle varehuse og et par smart ass forretninger, men ikke lige noget for mig, saa jeg gik mod havnen.

Det tog mig 2 timer at finde vandet, men til sidst, da solen broed frem, saa fik jeg sat kursen rigtigt og kom ned til en 2 kilometer lang boardwalk, hvor der var et lebend af lokale, som fordrev weekenden ved vandet.

Ja det var vand, men gud hvor det stank og saa floed det med plastposer. I den nordlige ende var der noget som man maaske kunne betegne som en strand. De lokale brugte det i hvertfald paa den maade. Unger plaskede rundt og havde det sjovt og jeg havde svaert ved at udholde stanken. Jeg saa flere kloakudledninger langs straekningen.

Saa fik jeg en genial ide. Jeg gik hen til en aeldre mand med staerke arme og en tand i hver gumme. Han annoncerede med massage saa han fik lov til at gaa i krig (150p) idet jeg bad ham om at bruge riligt af tigerbalsam. Herefter lugtede alt omkring mig af tigerbalsam, som fuldstaendig fjernede duften af hav.

Han havde i oevrigt en smart teknik. Han placerede kunden omvendt paa en baenk, hvorefter han gik igang med rygmassage. Han kone sad ude paa marmorkanten ved vandet og snakkede loes. Naar jeg skreg, saa hyggede de sig rigtigt, hvorefter jeg fik mere af samme skuffe, saa jeg forsoegte at begraense mine udbrud om naade, men det var ikke altid muligt og saa roeg kaeberne fra hinanden og de 2 taender stod op hoppede op og ned. Selv om jeg havde priget man 50 penge ned, saa foraerede han mig alligevel en stor rundt lommelygtelighter.

Laengere hende laa der et faestningsvaerk - Den amerikanske Ambassade. og nord for den la deres Ocenarium ud mod vandet for enden af en lang, lang park (lidt ligesom den ovre ved Washington - I have a dream - I ved, ik). Da det var weekend, saa var der monstermange mennesker og akvariet saa ud til at det endnu ikke var faerdig opfoert eller under renovering, saa jeg besluttede at vente med at besoege stedet til en anden god gang.

Herefter tog jeg ud i nordhavnen, da jeg ville finde ud af hvordan man evt. kommer med baad til Coronne. Langt, langt ude i industrihavnen i noget vaerre slum var det et selskab, som sejler fragt og passagerer ned sydover. Prisen er omkring 800-1200 peso, men man skal virkelig have lyst til en sejltur, da det tager 30 timer til Coronne og under den sejlads, saa bor man paa en madras i en sovesal med plads til omkring 60 personer.

Jeg stod hang lidt ud ved skibet og saa hvordan 30 mand med haandkraft laessede skibet. Det var ikke smaating de kunne have ombord. Men der var styr over sagerne for en mand i en fedtet undertroeje gik en tur hen langs skibet og lyste ned paa vandlinjen for at se om den kunne tage mere. Det maa have vaeret overstyrmanden. Der var selvfoelgelig ingen lastliniemaerker, saa det var nok en meget fleksibel vurdering.

Skibet var ved at falde fra hinanden alle steder. Hvirkelig i en soelle forfatning. Et kvarter foer afgang gik kaptajnen ind og ifoerte sig sin kaptajnsjakke med fire striber, samt sin baseball kasket med egeloev i rigelige maengder og afsted futtede de ud paa det moerke hav.

Under mit ophold paa havnen havde jeg moedt en "Tallymand" ved navn Reginaldo. Han talte rigtig godt engelsk og var meget interesseret i hvor jeg kom fra og i oevrigt en rigtig tillidsvaekkende gut. Og jeg som troede at alle i Manila var banditter.

Grunden til at jeg blev saa laenge og fik skibets afgang med var, at Reginaldo havde inviteret mig paa aftensmad. Da han virkede tillidsfuld og jeg var totalt strippet for pas og elektronik og kun medbragte 3000 peso, greb selvfoelgelig denne chance for at faa et mere lokalt intryk af befolkningen. Jeg kunne jo hoejest faa en gang bank.

Da skibet var sejlet koerte vi paa hans scooter ca. 5 km nord for byen ud til en lille by ved havet. Til sidst var gyderne saa smaa, saa 2 knallerter ikke kunne passere hinanden. Der var masser af liv alle steder, men ind i helvede hvor var de fattige og det floed med lort overalt. Overalt var der boern. Hans hus laa ud til vandet, nej det laa ikke specilt godt, da det floed med lort overalt. Konen havde lavet mad til ham og onkel, faetter cousine osv., saa vi var omkring en 12 stykker til gulvs - ja borde og stole fandte selvfoelgelig ikke i hytten. God mad og god stemning, som jeg selvfoelgelig hjalp lidt paa vej ved at sende ungerne i byen og koebe 3 liter Red Horse.

Huset var opfoert paa paele og beklaedt med blik og traeplader. Der var 3 rum. I det bagerste rum var der et "badevaerelse" (laes- spand med vand). Der var ingen kloakering ude i de fjerneste hytter, men i koekkengulvet var der et hul, som jeg saa en sidde paa hug over og tisse igennem. Saa kan man jo gaette sig til hvordan de goer, naar de skal goere stort. Tidevand er en godt ting, lidt som traek og slip.

Han foreslog jeg blev og sov, da jeg saa kunne koere med ham paa arbejde naeste dag, saa det gjorde jeg. Jeg laa paa et lagen overnpaa et hullet traegulv og droemte om et liggeunderlag eller blot et par soendagsudgaver af Jyllandsposten.

Han viste mig senere rundt i byen, hvor de den aften bla. havde en sangkonkurrence, X-faktor.

Jeg moedt rigtig mange soede boern og fik taget en masse billeder.

Fed oplevelse, blot aergerligt at jeg ikke havde faaet brugt mit fine hotelvaerelse.

Efter 6 timer i bus var jeg i Baguio, men det vil jeg fortaelle om en anden gang.

Alt vel.