Holey bandolas hvor ser det ud til at være et fedt sted. Det ene springvand i haven var også en swimmingpool - godt nok kun med en vanddybde på 40 cm, så måske er det kun før børn og barnlige sjæle - sidste katogori er os, så vi skal da ned og fede den i pølespringvandet med en kold San Miguel eller en rigtig alkoholiker bajer som Red Horse, som føres i en én liters godnatflaskeudgave til 70 peso.

Hvornår har I i øvrigt hørt om et sted til 400 peso (48 kr), hvor der er daglig roomservice med udskiftning af håndklæder osv. Jeg er sku lidt bange for at al denne luksus kan gå hen og spolere  mit backpackermind - men ro på nu - husk lige det med prisen:)

Vi har et par hollandske venner - et par - hvis tid i paradis er ved at rinde ud, så de havde besluttet sig for at give den hele armen med luksus, så de har fundet et fint sted, hvor tjenerne går med slips og så har de jaqusi, som ikke virker, samt tv med DVD og 200 film, men de faldt i søvn til den første film de så, så det er nok tvivlsomt om  deres 3500 pesos ting er ret meget bedre end vores Coconuss.

Nå men for at holde fast i hollænderne så skal vi på tur med dem i overmorgen, hvor vi har lejet en båd (1500 peso). Vi skal ud og se på nogle søer på en ø og snorkle på et vrag og sån.

Nå, men i dag efter tøjvask (Hvorfor vasker man selv tøj på ferie, når man kan få andre til det for 5 kr? Fordi det sætter en i feriemode og nedsætter tempoet, nemlig ja) var vores første opgave veksling af dollars. Langt om længe fandt vi byens bank. Efter inspektion af tasker, blev vi lukket ind og kunne få lov til at veksle til kurs 43, den anden dag fik vi 46, men det er nok dollaren der er faldet, ja det tror vi faktisk ikke rigtig på, vi tror det er manglende konkurrence.

Derefter brunch, for det var blevet for sent til morgenmad. Jeg tog mammas gryder (Det er de færdiglavede retter, som de har stående på disken). Jesper bestilte en cheeseburger til 25 peso, som viste sig at være en gnalling af en kaffebolle med en luns kød i, så han bestilte straks 2 mere.

Derefter ville vi have en ide om hvordan vi kom videre og det var lidt svært. Der er ingen rutebåd til San Jose på øen Mindoro, hvor vi vil hen. Vi blev fortalt, at vi skulle ud i den anden ende af byen til cargohaven, så der gik vi ud. Her fik vi forskellige oplysninger lige fra at der ikke gik nogen båd og til at det kun var en gang om ugen. Men til sidst blev vi sendt ned til basketballbanen, hvor vi skulle spørge efter en gut. Vi fik en Cola i en shop og blev sendt til en anden shop, hvor de gav os nummeret på en kaptajn som en gang imellem sejlede derover. Det var forskelligt hvorfra han sejlde og hvornår, men de mente det var kl. 4 om morgenen.

Ude ved havnen mødte vi nogle klumper af Fillipinerses guld - børnene - hold kæft hvor er de bare nice. I totalt slum løb Jessica rundt med bare fødder i mudder og lort med et hul på røvbagen og et smil fra øreflip til øreflip. Vi havde tidligere mødt hende (ca. 8 år), da hun kom sejlende på en flamingoplade ude i havnen. Faktisk var det halvdelen af en flamingokasse, hvor hun havde ladet endestykket være intakt, så hun havde et rygstykke. Hun padlede hen mod broen, hvor vi sad og smed så på ret professionel vis en sten med en snor (anker) i vandet og kom op på broen og fik taget billeder, som blev efterfulgt af det sædvanlige - thankyou sir. Ombord på hendes skude havde hun fiskegrej hvormed hun havde fanget nogle små fisk. Sammen med hende var der andre flamingfiskerbørn.

Så mødte vi nogle andre børn, som legede på en betonnedkørsel. To af dem havde et plastlåg hvorpå de begge kunne sidde med fødderne trukket op til brystet. De tog derefter deres plastsandaler, som 98 procent af befolkningen går med, af og monterede dem på hænderne. Så skubbede de eller fra som et andet olympisk bobslæde team og ned af betonbakken gik det med rasende fart.

Så var der dem der kørte på single slæder, som bestod af en 1½ liters tom colaflaske, hvor de så sad på midten. I den sportsgren må der være rige muligheder for hudafskrabninger, men det var ikke noget der bekymrede atleterne, de var glade og smilende og fulde af energi.

Som oftest, så er selv dem der bor i slummen pæne og rene i tøjet, hvilket er en flot præstation, men i det fiskerkvarter vi der var kommet til, der kneb det lidt med renligheden, ligesom førskoletandplejen så ud til at have svigtet, da børn på 4-5 år havde munden fuld af rådne tænder, hvilket er synd og skam for deres fremtidsmuligheder og chancer for at bryde den sociale arv.

Vi var derefter inde i byen, hvor vi også fandt ud af, at vi et par dage inden afgang skullle henvende os til bådene i havnen og så høre om hvem der måske sejler til Mindoro. Det skulle koste omkring 800 peso, så det venter vi et par dage med.

Vi var også ude og kigge på dykkerforretninger. Den billigste tog 2000 peso for 2 dyk, men det var sådan lidt fransk inspireret, comme si comme sa, med dårligt udstyr, så vil I ikke tro, at krejlerne valgte en tyskerforretning, som vi fik banket ned i 2500, da de så ud til at have styr på sagerne. Så nu glæder vi os til 2 vragdyk i morgen.

Desværre, så fik Jesper problemer med maven og var nødt til at melde fra til aftensmad.

Her til morgen har han det bedre, men han skal vist ikke hoste for kraftigt. Godt vi ikke skal dykke i tørdragter.

Saa kom vi hjem fra dykkerturen. Fed tur. Jesper havde det bedre og maven klarede fint turen. Vi sejlede med en stor flot udriggerbaad, der var malet roed, gul og groen og var i en flot stand. Vi havde baaden for os selv, men det bedste var, at guiden, der var schweitzer, kun var til vragdykning som os.

Foerst var vi paa Olympic, der var et 130 m handelsskib, som stod paa koelen og laa 50 min fra havnen. Sigten var kun 5-6 meter, saa det mindede lidt om derhjemme. Vi svoemmede paa langs af vraget foerst paa det laveste daek og derefter paa det oeverste.

10 minutter derfra ankrede vi ved M.... Maru, der er 90 m og ligger paa styrbords side paa 25 m. Men inden dykket fik vi en fantastisk frokost.

Det eneste vi skulle lave var at hygge os, ikke noget med at slaebe, kun hygge. Paa dette vrag svoemmede vi nede i skrueakselgangen, hvar akslen og motoren var blevet fjernet af skrotdykkere.

I morgen skal vi paa tur med hollaenderne og en vi ikke kender. Dagen efter skal vi ud og dykke paa et krigsskib og en anden sjover.

Som I kan forstaa, saa var det dykning lige efter vores hoveder med en guide, der ikke holdt os tilbage paa nogen maade.

Jesper har det meget bedre. Han har holdt mad og vaeske i sig, saa hans hamburgermave er nok ovre.