Saa er det vist blevet tid til en bette opdatering over 2. halvdel af Vietnam. Sidst jeg skrev, sad vi evakueret i Hoi An, Vietnam pga. tyfonvarsel. Kort tid efter jeg lukkede computeren ned den dag, fik vi besked om, at stormen var ved at vaere ovre, og vi gik derfor i seng i den tro, at spaendingen var ovre.

Derfor var vi ogsaa lidt smaairriterede, da vi vaagnede op naeste dag og kunne konstatere, at strommen ikke virkede. Det brokkede vi os lidt over, indtil Sabina tog toj paa og gik ud paa balkonen - 2 sekunder raabte hun ret skingert, at jeg skulle komme ud og kigge NU! Og det var ellers noget af et syn, der modte os. Vi kunne forhen kigge ned paa en fin pool i midten af hotellet fra vores vaerelse paa 4. sal, men nu var der... intet. De optimistiske ville sige, at poolen blot var blevet udvidet - hele underetagen var fyldt med vand, og det fine akvarium, poolen og morgenmadsbuffetten var vaek. Det eneste, der var tilbage, var mudret vand og affald, der svommede rundt.

Hotelpersonalet havde gang i en nodgenerator, og kunne derfor lave instant noodles til os til morgenmad. Mums! Vi fik i samme omgang at vide, at vi skulle tjekke ud efter morgenmaden, og at vi ville blive sejlet vaek fra det oversvommede omraade.

Som sagt, saa gjort. Hurtigt stod vi paa et vaerelse paa forste sal med fuld oppakning og kunne vente paa vores baad, der ankom nedenfor balkonen. Ned ad den improviserede stige med bagage og os, og saa blev vi ellers smidt af efter ca. 10 minutters "sejlads". Og saa stod vi ellers der med vores rygsaekke og kunne overvaere det kaos, der udspillede sig for ojnene af os med vand, baade, lokale og turister i et stort, forvirret virvar. Vi snakkede med nogle andre turister, som provede at booke fly vaek fra omraadet, da det ikke var muligt at komme derfra via landjorden.

Vi startede med at finde et hotelvaerelse (til overpris, naturligvis) et stykke vej fra oversvommelserne. Dog uden elektricitet eller varmt vand, men en seng var vist alt, vi kunne forlange paa det tidspunkt. Herefter gik jagten ind paa kontanter, da alle haeveautomater stod under vand, og elektriciteten i ovrigt var dod i de fleste dele af byen.

Vi naaede paa mirakulos vis ind paa et money exchange office lige idet de var ved at lukke dorene, og vi kunne derfor endelig faa lov at haeve penge til en flybillet vaek fra det oversvommede omraade dagen efter.

Vi maatte, som mange ved, efterlade alt vores skraeddersyede toj i Hoi An, da den del af byen, hvor skraedderen laa, var haardt ramt af oversvommelser. Dog var vi saa svineheldige at mode nogle toser fra NZ, som skulle blive i Hoi An nogle dage mere, og som tilbod at undersoge, om de kunne naa frem til vores toj efter et par dage. Det kunne de! Saa tojet blev altsaa genvundet, da de kom til Nha trang, hvor vi var ankommet med fly nogle dage i forvejen. Saaledes blev 5,3 kg toj sendt til DK - og det danske toldvaesen kan klappe i deres smaa, fedtede haender.

Som sagt kom vi vaek fra Hoi An med fly - naeste destination var Nha Trang ca. halvvejs gennem Vietnam. Byen er isaer kendt for stranden og barerne.

Paa 2. dagen besluttede vi os derfor for at tage paa stranden og slikke noget sol. Vi naaede dog kun at vaere der et par timer, da jeg begyndte at blive noget utilpas. Jeg var overbevist om, at jeg bare var en smule dehydreret, og vi gik derfor tilbage til hotellet til lidt aircon og masser af vand. Jeg fik det imidlertid bare vaerre, som timerne gik, og naeste dag kunne jeg knap nok rejse mig fra sengen. Jeg fros og svedte paa samme tid, men mest af alt havde jeg en dundrende hovedpine og meget ondt i hele kroppen - specielt ryggen og benene. Til slut besluttede jeg mig for at tage til laegen, mest for at berolige mine foraeldre - jeg var sikker paa, at der blot var tale om influenza, omend en noget mere smertefuld af slagsen end jeg nogensinde for havde provet.

Receptionisten paa hotellet fattede ikke ordet "doctor", men "hospital" var han helt med paa (de kaere vietnamesere), saa snart sad jeg i et ventevaerelse paa en lille klinik, hvor de andre ventende betragtede Sabina og jeg, som var vi fra en anden planet. Indrommet - jeg lignede maaske heller ikke ligefrem et menneske paa det tidspunkt.

Og det skal de alligevel have, vietnameserne; man bliver i den grad taget seriost. Indenfor 45 minutter havde jeg faaet maalt blodtryk og temperatur, faaet taget blodprover, foretaget EKG og tilmed faaet rontgenfotograferet min brystkasse, og sad i en hospitalsseng i noget, der tilsyneladende var et personalerum, med et drop i armen og store piller i maven som jeg ikke anede, hvad var.

Flere piller og poser i drop fulgte, og morgenen efter kom laegen igen og kunne desvaerre fortaelle mig, at jeg var blevet ramt af dengue feber, hvilket forklarede den voldsomme smerte i hele kroppen - sygdommen gaar ogsaa under navnet "Breakbone Fever."

Det var startskuddet til noget af et mareridt - 9 dage paa et vietnamesisk hospital. Laegen kom til stuegang en gang om dagen, og ellers var der kun en forbandet masse sygeplejersker, som ikke forstod et eneste ord engelsk. Dette gav en del problemer, idet de jo ikke forstod, hvad man gerne ville have at spise. Vi endte til sidst med at begynde at tegne tingene (Sabina er isaer blevet god til ananas og aeble), men selv da foltes det i hoj grad som at spille Tegn & Gaet med jordens dummeste mennesker.

Kommunikationsproblemerne betod ogsaa, at jeg ikke anede, hvad de puttede i mig. Jeg fik 3-5 poser gennem drop af forskellig karakter dagligt, og nogle meget festlige piller. Isaer droppet var der problemer med, og det var jo naesten umuligt at forklare en sygeplejerske, at droppet f.eks. var begyndt at gore ondt. Det eneste de forstod var, naar man graed i smerte, og jeg maa skammeligt nok indromme, at det skete et par gange, isaer naar droppet var stoppet til, og de med meget kreative metoder provede at faa gang i det igen (Sabina graed altsaa ogsaa - just for the record :)

Efter et par dage blev jeg flyttet til en anden stue. Ifolge laegen var det fordi, der var tv - men i virkeligheden var sygeplejerskerne nok bare traette af at faa frarovet deres personalerum :) Ihvertfald endte jeg paa en tremandsstue. Eller, en treSENGSstue, nok naermere. For naar en vietnameser er paa hospitalet, skal hele familien partout med. Og flere af dem insisterede ogsaa paa at sove paa gulvet ved siden af familiemedlemmet.

Dette resulterede i et sandt helvede. Jeg havde i den grad brug for fred og ro, men hospitalsrummet var forvandlet til det rene cirkus hele dognet rundt. Hojlydte samtaler altid, et fjernsyn, der pludselig blev taendt og skruet op for kl. 3 om natten og tilmed folk, der satte sig i MIN seng, fordi de manglede siddepladser. En nat var der tilmed 3 vietnamesere, der sov i EN seng, og her taler vi altsaa enkeltmandssenge. Oveni det kunne sygeplejerskerne finde paa at komme ind og maale blodtryk kl. 5 om morgenen uden nogen aabenlys grund, eller begynde at skifte sengelinned kl. 7 om morgenen - man blev simpelthen bare vaekket ved et klap paa armen og peget hen paa en stol, ligegyldigt hvor skidt man var.

Jeg var meget svimmel naar jeg rejste mig pga. for lavt blodtryk (80/60), og en dag gik det lidt galt, da jeg var paa toilettet. Da jeg efterfolgende skulle tilbage til stuen, blev jeg saa svimmel, at jeg liiiige maatte saette mig paa gulvet. Jeg kunne imidlertid ikke komme op igen, og en meget flov Carina blev fundet af en asiatisk kvinde, som hjalp en anden patient paa toilettet. Den gaeve kvinde slaebte mig - incl. drop og det hele - ind i sengen og tilkaldte intet mindre end 5 sygeplejersker, laegen og en EKG-maskine. De forstaar virkelig at dramatisere tingene. Laegen forbod mig herefter at rejse mig fra sengen de naeste to dage. Da han sagde "You go toilet in bed!" var jeg meget taet paa at begynde at graede ved tanken om at skulle gaa paa toilettet i SENGEN med mindst 7 tilskuere. Se, europaeeren tisser!

Heldigvis tradte Sabina, min heltinde i karakter da hun kom senere, fandt laegen og forklarede ham, at jeg under ingen omstaendigheder tissede paa stuen. Istedet fik jeg en korestol til toiletbesog. Sporg mig, om det var ydmygende at skulle saette sig i den for at kore ca. 20 meter ud for at tisse.

Jeg havde brokket mig over "besogskvoten" til Gouda, som aabenbart kontaktede hospitalet og bad dem flytte mig. Dette resulterede saa istedet i, at de byttede en af vietnameserne paa stuen ud med en hollandsk fyr paa min alder, hvilket viste sig at vaere en rigtig god ide. Vi fik begge en at snakke med, og det var rart at have en, man kunne rulle ojne til, naar vetnameserne intet forstod. Desuden fik Sabina ogsaa selskab i form af hans kaereste, som hun spiste med og tog til stranden med de fleste dage.

Efter 9 dage i helvedes forgaard var laegen endelig klar til at udskrive mig med formaninger og en stor pose med spaendende piller. Det siges, at det kan vaere en langsommelig proces at komme helt over dengue feber, men jeg synes allerede, at jeg nu, knap en uge efter, er ved at vaere naesten normal igen. Jeg har stadig gummiben, men ifolge en dansk laege, jeg har vaeret i kontakt med, skulle det gerne gaa i sig selv efter endnu en uge. Saa er jeg fit for fight :)

Pt. befinder vi os i Kuala Lumpur, Malaysia. Umiddelbart virker her noget mere civiliseret end i Vietnam, og folk snakker rent faktisk rigtig godt engelsk. Dog er standarden paa hoteller/hostels meget, meget ringe - til gengaeld er de en del dyrere!

Vi bor pt. paa et hostel, hvor vi vitterligt kun har et rum med to senge - et meget usselt rum! Og det giver vi 75 DKK for per nat.

Vi har indtil videre faaet set naermere paa et par kaempestore shoppingcentre her i KL. Det er naermest tortur, da vi jo hverken har penge eller plads i rygsaekken til at gaa shop-amok her :) Men indkobscentrene er store oplevelser i sig selv. Vi har taget et par billeder, som ryger paa facebook engang ved lejlighed.

Det var en noget lang beretning - jeg undskylder :)