Så er jeg kommet godt til det Sydamerikanske sammen med Nikoline og Nicolaj. Det var en temmelig lang tur, men jeg fik sovet det meste af vejen. Da jeg vågnede, var det som om, at mit hold i nakken og min sommerfuglefarm i maven forsvandt en smule, idet vi kiggede ud af vinderne. Vi var på vej til at krydse grænsen mellem Argentina og Chile, og det totalt klare syn af Andes bjergene med enkelte sneklædte toppe var ganske utroligt. Vi landede for foden af bjergkæden, i Santiago, med en smule forsinkelse og enormt meget spænding i kroppen. Efter laaaaange køer til først immigration og dernæst til bagagetjek, kom vi endelig ud i ankomsthallen, hvor Ana Lorena fra universitetet stod klar med et skilt. Efter store smil, udbredte arme og et kys på hver kind kørte vi ind mod byen. Santiago ligger ikke bare lige for foden af de enorme Andes bjerge, den er omringet af dem og ligger som sådan i et ”hul”. Netop derfor bliver her også rigtig varmt om sommeren, og i dag har vi da også haft 35 grader. Ydermere gør byens beliggenhed det næsten umuligt for forureningen at forsvinde, og det kan derfor være svært at få øje på de flotte bjerge inde fra byen, hvis vinden kommer fra det forkerte hjørne.

Vi blev sat af ved hver vores familie, i det område af byen som hedder Providencia, og vi bor da også alle tre i gåafstand fra hinanden. Moren i mit hus hedder Paulina, og er rigtig flink og hjælpsom. Hun var den eneste i huset de første mange timer, så hun lavede frokost til mig, og vi fik snakket en hel masse om chilensk vin, det netop overståede præsidentvalg, problemerne ved den bolivianske grænse og da også en smule om Danmark. Jeg havde frygtet det hurtige, klodsede og meget anderledes chilenske spansk rigtig meget, men jeg må sige, at det ikke er helt så slemt som ventet. Dog skal det her tilføjes, at man virkelig bliver ør og træt i hovedet af hele tiden, at skulle være på og koncentrere sig. Og selvom jeg synes det går godt indtil videre, så forstår jeg langt fra det hele.

Hen på eftermiddagen hentede jeg Nikoline og Nicolaj hos deres familier, og så havde Paulina og hendes kæreste inviteret os ud og besøge hendes mor en lille times kørsel udenfor byen. Hun har nemlig piscina ”swimmingpool”, så vi fik os en herlig dukkert i det kølige vand og en bid brød bagefter.

I morgen, lørdag, skal vi ud og se om vi kan få os nogle chilenske mobiler, så vi kan kommunikere, uden det koster spidsen af en jetjager for en sms.

Nu vil jeg krybe ind under det tynde lagen på mit fine værelse, som kun har den ulempe, at det er utroligt varmt. Vi skrives ved når der er mere at berette om. Sov godt.

\\ Kristian, Santiago de Chile, el 22 de enero de 2010