Så er det vidst tid til en beretning igen ovenpå den sidste halvanden uges rystelser. Ja, hvor skal jeg begynde? Jeg sidder her i lejligheden som er nyrengjort, solen skinner og i den her del af byen er livet så godt som normalt igen, næsten. Strøm og vand kommer og går, internettet virker ikke helt optimalt, supermarkederne er halvtomme og nogle steder kan man kun betale med kontanter. Vi har også venner som skulle være flyttet ind i nye lejligheder nu her, men på grund af jordskælvet kan de ikke flytte ind før om lang tid, så der er lidt panik på hos nogen her fem dage før unistart.

Nå, min oplevelse af jordskælvet.  Fredag den 26. februar var vi i byen med andre udvekslingsstuderende, og vælger ved ca. halv tre-tiden at forlade vores venner på diskoteket for at tage hjem og sove. Vi lægger os til i hver vores værelse, men var knapt faldet i søvn da jeg vågner på kanten af min seng, og kan føle at sengen sitrer kl. 03:33– det er ikke unormalt her, som jeg også har berettet om tidligere. Men pludselig blev jeg smidt ned på gulvet og en ubeskrivelig larm begyndte. Jeg lå på gulvet og holdte fast i benene på min seng imens hele bygningen rystede, alle skabe og døre svingede, møblerne kurede rundt, klinkerne i badeværelserne og køkkenet smadrede og stort set alle vægge i lejligheden revnede. Det føltes som om det varede en evighed, det længste minut i mit liv. Man når at tænke mange forfærdelige tanker, og jeg var sikker på at hele bygningen ville styrte ned i hovedet på mig – jeg lå bare og ventede. Jeg havde fuldstændig mistet orienteringen og tænkte slet ikke på at løbe ud, for jeg anede ikke hvor noget var – det var totalt sort og larmen var ubeskrivelig skræmmende. Der er mange som efterfølgende har givet mig gode råd om hvad man skal gøre når der er et jordskælv. Disse folk har én ting til fælles; de har aldrig selv oplevet et jordskælv. Chilenerne ryster også på hovedet af folk som tror fornuft og rationelle tanker står forrest i køen når et jordskælv på 8,8 Richter indtræffer. Man skal huske alle faktorer. Man bliver vækket midt om natten og er i starten, under forrystelserne, ikke helt klar over om det er virkeligt eller ej. Man er ikke helt ædru. Man falder ud af sin seng og kurer rundt på gulvet. Det bliver bælgravende mørkt. Larmen er fuldstændig vanvittig og det bliver ved i over et minut. I sådan en situation tænker man ikke på andet end, at man bare gerne vil overleve. Følelsen er lidt ligesom et chok, som bliver ved og ved og ved…   

Nå tilbage til historien. Da det stoppede løb jeg ud i gangen, hvor både Nikoline og Nicolaj hurtigt indfandt sig også, vi sikrede os at alle var okay, og kunne høre folk i bygningen råbe og løbe ud. Vi gik ud på gaden til de andre og stod og ventede i en halv times tid på efterskælvene. Da der ikke kom nogle, og vi ikke kunne se skaderne i bygningen, fordi vi intet lys havde, gik vi ind igen og forsøgte at sove, men det var ikke helt let for der kom små rystelser hele tiden, og ved halv syv tiden kom det første store efterskælv, som endnu engang fik os på benene. Da det blev lyst, fik vi overblik over alle revnerne i væggene og de ødelagte badeværelser, og vi snakkede med viceværten som forklarede os katastrofens omfang. Vi forsøgte febrilsk at få kontakt jer hjemme i DK, men uden held – telefonnettet og internettet var nede og vi havde ingen strøm. Mirakuløst fik Nikolines storesøster hul igennem i få minutter først på formiddagen, og vi kunne berette at vi havde det godt alle tre. Først her blev vi klar over at det var i nyhederne over hele verden og at folk var bekymrede, vi anede jo ingenting. Flere timer senere lykkedes det os at få internet i nogle minutter ved Olaya, som er i familie med Nikoline – hun har virkelig hjulpet os meget efterfølgende og hun har været en god støtte. Hun skal også ud og spise hos os snart, som tak for hjælpen.

Den efterfølgende uge har været lidt underlig. Selvom Santiago er forskånet for de voldsomste skader, så bliver man hver dag mindet om begivenhederne. Afspærrede områder, forladte bygninger, murbrokker i bunker på hjørnerne, buslinjer som ikke kører, tomme hylder i supermarkederne, og ikke mindst revner i alle vægge i vores bygning og manglende klinker hist og pist. MEN vi har været heldige og nu starter vi forhåbentlig i skole på mandag den 15., ca. en uge forsinket.

Ydermere så står jorden stadig ikke stille her. Der snakkes om at der har været over 1500 efterskælv siden det store skælv, og flere af dem har været deciderede jordskælv. Det er således, at man herovre har tre forskellige ord for seismologiske rystelser. Et templor, er en rystelse som kan mærkes, men som lagt fra er ødelæggende – 1-4 Richter. Et réplica, er et efterskælv – stort eller småt. Et terremoto er et stort ødelæggende jordskælv – 6 Richter og opefter. Disse terremotos forekommer ca. hvert 20-30 år her i Chile, det sidste var i 1985 og så nu i 2010. Historisk set er Chile hårdt ramt; af de ti kraftigste jordskælv nogensinde har fem af dem været her i Chile, og det her den 27. Februar 2010 var det femte værste i verdenshistorien. Det ser samtidig ud som om, at dette skælv bliver det, som har ændret mest ved kloden; byen Concepción har flyttet sig 3,2 meter vest på, Santiago har flyttet sig 28 cm sydvest på, og kloden er blevet slået så meget ud af sin akse, at et døgn på jorden er tiltaget med 1,26 millisekunder - så tror da fanden vi synes det var voldsomt. Vi skulle også have skiftet til vintertid på lørdag, men fordi så store dele af de sydlige provinser stadig er uden elektricitet, så har regeringen udskudt det til den 3. april. Ved alle de store jordskælv har man følt efterskælv i flere måneder efter, og det kommer vi også til her - jorden skal justere sig. Det er i øvrigt utroligt hvad man kan vænne sig til, efterhånden rejser vi os ikke engang op længere når det hele små gynger lidt, eftersom det sker flere gange dagligt stadigvæk. Omkring fem gange siden skælvet har man lige nået at tænke, så nu kommer der et til, men det er aldrig blevet til mere end højst ti sekunders rystelser og maksimalt 5,5 Richter – det lyder måske af meget, men man vænner sig hurtigt til det, og når man har prøvet det én gang, så er man slet ikke i tvivl, hvis det er et stort jordskælv.

Det var den rystende oplevelse, som vi alle slap fra med et chok, men ellers helt uskadte J