Som tidligere skrevet, så blev vi hentet fredag aften klokken ti af en minibus i La Serena, og kørt ud midt i den bælgravende mørke ørken. Her stoppede vi i en lille bitte landsby for foden af en bjergtop, inden den meget gamle bil kunne tage sig sammen til at fragte os op til observatoriet på toppen i 1300 meters højde. Grunden til at der ikke bare ligger et, men rigtig mange observatorier her, er at himlen er en af verdens reneste, og det siges, at man kan se op til 70 % flere stjerner end mange andre steder i verden. Derfor har både NASA, ESA, den russiske rumfart og mange andre videnskabelige institutioner valgt dette som det perfekte sted at ligge deres observatorier.
Heldigvis for os er enkelte af disse åbne om natten for nysgerrige turister, og vi ankom til et af dem omkring midnat fredag aften. Alene det at stå ud af bussen og kigge op var fuldstændig fantastisk, og meget surrealistisk. Jeg har aldrig i mit liv set så mange stjerner på en gang, heller ikke i den australske outback, det er umuligt at tage billeder af og det er svært at beskrive med ord, men jeg vil nu alligevel gøre et forsøg.
Vi startede med at se en film indenfor om stjerner, planeter, afstande og aftenens himmel. Jeg er dybt fascineret af astronomi, og selvom jeg ikke ved det store om det, så synes jeg det er rigtig spændende. Efterfølgende gik vi ud på nogle forskellige små terrasser, hvor der var opstillet teleskoper, jeg synes de var store, det skulle så senere vise sig, at det var de bestemt ikke. Her havde vi en astronom med og hun fortalte om de forskellige stjerner og planeter som var synlige, og vi kiggede på dem i teleskopet også. Det var så klart, og der var så mange stjerner, at man kunne se, det hele buede med jordens krumning – så jeg kan da lige bekræfte at jorden skam er rund J
Efter et besøg på tre forskellige terrasser gik vi indenfor igen og op i tårnet til et lidt mere potent teleskop – stort det var det. Vi var så heldige, at det var en af de få aftener om året, hvor Saturn var synlig. Med det blotte øje ligner det bare en svag stjerne i mængden, men når man stiller sig bag teleskopet, kan man se det hele. Det var totalt surrealistisk, og det lignede mest af alt en computeranimation. Man kunne se hele planeten helt tydeligt, med alle den ringe og måner omkring - helt utroligt.
Efterfølgende sundede vi os lige med en flaske vand, og så kørte vi tilbage til La Serena, hvor vi ankom efter klokken halv fire, så der var grunden til, at vi sov længe lørdag.
\\Kristian

Dansk |