Nu er den første måned i mit midlertidige nye land godt og vel overstået. Det har været oplevelses- og lærerigt, og jeg har fået et godt billede af landet og dets indbyggere. Det er dog et blandet billede, selvom kulturen, historien og folket er utrolig spændende, så har tilpasningsperioden her, ikke været hel let for mig.

For folk derhjemme kan det måske godt være svært at se, at det rent faktisk er Sydamerika, men det er det altså. Selvom her er flot og rent, og selvom Santiago ved første øjekast ligner en moderne storby, så er vi altså i Sydamerika. Hvad betyder det så? Jo, det betyder, at jeg befinder mig i et land, som for blot tyve år siden slap fri af diktaturets jerngreb, da Augusto Pinochet trådte tilbage efter pres fra befolkningen i 1989. Han havde dikteret landet i 17 år, efter at han i 1973 ved et militært kup overtog magten fra Salvador Allende, og derefter separerede befolkningen i rige og fattige. Alle drenge/mænd blev klippet korthårede, da skæg og langt hår blev associeret med Che Guevarra, og i sine 17 år ved magten lukkede han alle grænser, dræbte folk, som ikke støttede hans regering, lavede udgangsforbud for alle i hele landet mellem klokken 20 og klokken 06, og generelt byggede et lukket samfund, med flere regler end man kan forestille sig.

Denne periode sidder stadig i huden på det chilenske folk, og det famøse navn skal man være påpasselig med at nævne i de forkerte kredse – han døde i 2006 uden nogensinde at blive stillet for retten, og derfor er der stadig et indædt had mod denne mand. Samme år som hans død, blev Michele Bachelet valgt som den første kvindelige præsident i Sydamerika.

Det chilenske samfund er en underlig blanding af mange forskellige ting. Som det også kan ses på billederne, så ser hele Santiago ikke ud, som der ser ud, her hvor vi bor, og man skal ikke særlig mange stop med metroen, før man er i en hel anden verden, nemlig Sydamerika. Alene det at gå i supermarkedet her er et helt projekt, tempoet i denne del af verden er altså ikke europæisk og slet ikke asiatisk. Det går så laaaaaangsomt det hele. Den anden dag stod jeg i et supermarked og kiggede på de ansatte. Der var fem kasser åbne og fjorten mand til at administrere det. Der skal minimum en ekstra mand til at kigge og holde øje med hver eneste medarbejder, og alt skal gøres kludret, kompliceret og bureaukritisk. Jeg skal lige vænne mig til, at man ikke bare lige kan gøre noget hurtigt hernede, der skal sættes tid af til alt, og hvis man har glemt noget, da man var ude at handle, så må man undvære det, for man går ikke tilbage. Det er et meget godt billede på mentaliteten herovre, for sådan er det overalt. Spørger man om vej på gaden sætter de himmel og jord i bevægelse for at hjælpe dig, men nej hvor tager det lang tid, og inden man ser sig om, så står der syv mennesker og peger i hver sin retning for at finde en gåde som ligger to blokke væk. De kan ikke finde ud af at sige: ”det ved jeg ikke”. Som vores underviser på sprogkurset siger: Hvis en chilener siger ja, betyder det måske. Hvis en chilener siger måske, betyder det nej og hvis en chilener siger nej, så er han ikke chilener. Når alt raseriet så har fået frit løb, så skal jeg skynde mig at sige, at folk er så rare og hjælpsomme overalt herovre, man skal bare væbne sig med tålmodighed. Man kan godt blive lidt flov over den danske mentalitet nogle gange, når man oplever hvordan folk, som lever et væsentligt hårdere liv end os, opfører sig overfor hinanden.

Nu har jeg boet her godt en måned, og jeg føler jeg bor i et moderne land mit i en rivende udvikling. Det kan også ses på chilenerne. Der bor omkring 7 millioner mennesker her i Santiago, det er omkring en tredjedel af hele landets befolkning, og det er her 90 procent af middelklassen bor. Efter diktaturet blev grænserne åbne og udenlandske varer blev importeret til Chile. Disse varer blev hurtigt et symbol på velstand og høj leve standard. Den dag i dag bliver importerede varer stadig brugt som et middel for denne middelklasse, til at stille sig selv højere end de fattige, og på den måde flygte fra den racisme og diskriminering, som foregår overfor fattige og folk af indiansk afstamning. Derfor er forbruget i Chile, og specielt i Santiago, helt vanvittig højt. Der er chilenere som mener, at konsumentkulturen er blevet et af de vigtigste karakteristika på landet. Det kan man mene om hvad man vil, men det er en af grundene til at landet i dag har Sydamerikas suverænt stærkeste økonomi og det højeste løn- og prisniveau. Det er en af grundene til at folk lever godt her, og når de har fået alle med, er de på vej mod vestlige standarder. Når jeg sidder her i min fine lejlighed på Sanhattan, omringet af trendy barer, restauranter og caféer, Starbucks, Sushi barer og store biler, og med Sydamerikas højeste bygning som nabo, så kan det være lidt svært at forestille sig, at jeg er i nabolandet til Bolivia og Peru og på samme kontinent som Colombia og Venezuela, men som sagt, fire metrostop sydvest på, så ser det helt anderledes ud.

Det sidste eksempel på landets meget nye måde at leve på jeg vil komme med, bliver skilsmisser. Det har været ulovligt at blive skilt i Chile altid, indtil 2003 hvor det blev lovliggjort. Moren i det hus jeg boede i indtil i fredags, Paulina Muñoz, er skilt fra sin mand. De gik fra hinanden i midten af firserne, men blev først skilt i 2004. En gang om året i tyve år, mødte de op hos myndighederne og forsvarede deres ægteskab, selvom det hele var en stor løgn, og sådan gjorde alle de par, som ikke længere ønskede at leve sammen, men da man ikke kunne blive skilt, var der ikke nogen alternativer.

Det var lige en lille historietime med lidt eksempler fra min hverdag, håber ikke jeg har vugget jer helt i søvn J

\\Kristian