Så kom turen til vores sidste ”fieldtrip” med skolen. Vi kørte tidligt torsdag morgen med bus fra det vestlige Santiago mod La Serena, som ligger godt og vel 500 km nordpå, hvilket giver en køretur på små 7 timer. Det skal dog lige hertil siges, at jeg inden vi kom ombord på bussen, med gru tænkte tilbage på diverse køreture i Indien, Cambodja og på Borneo, men heldigvis behøver man ikke være en gammel garvet rejsende for at køre i bus i Chile, så talentet herfor og tålmodigheden blev pænt pakket tilbage i rygsækken. Standarden på langdistance busserne herovre er utrolig god, væsentlig bedre end i Europa. Masser af plads, bløde sæder, Tv og servering ombord er blot nogle af goderne. Så turen fra tidlig morgen og til først på eftermiddagen gik snildt og vi ankom til La Serena rimeligt friske og klar på oplevelser.

Byen ligger ved vandet på grænsen til ørkenen, eller det vil sige, det er ikke ørken, men forstadiet dertil, kaktusland, som de kalder det herovre. I selve byen er der ikke det store at se, alt det spændende ligger rundt omkring byen. Torsdag eftermiddag brugte vi på stranden og ved et lille marked, og aftenen gik med lidt mad, en enkelt øl og lidt karaoke, inden vi gik rimelig tidligt i seng, for vi skulle tidligt op og på farten. Vi skulle have været ud på nogle øer som ligger nord for byen og set pingviner, delfiner, sælhunde og hvaler, hvis man er heldig, men vi blev vækket til nyheden om, at havet var for voldsomt til, at vi kunne sejle, så turen blev aflyst – rigtig ærgerligt for jeg havde virkelig glædet mig meget til det. Men vi skyndte os at få booket noget andet, og to timer senere var vi på vej i en lille bus, til en dal som hedder Valle del Elqui.

Valle del Elqui er et meget specielt sted. Midt i det tørre og glohede ”ørkenlandskab” ligger en dal, som på trods af blot 3 regnvejrsdage om året, er utrolig frugtbar. Det fungerer således, at bjergene på begge sider af dalen, danner en mur for den meget fugtige vind ude fra Stillehavet, 150 km borte, som altid blæser ret voldsomt ind i dalen. Dette bevirker, at selvom skrænterne og bjergtoppene er enormt tørre, og har en luftfugtighed på 2 - 5 %, så er der meget fugtigt og tungt nede i dalen, og derfor dyrkes der masser af vindruer, avocado, papaya og melon, som alt sammen får sin fugt fra luften og ikke fra regnvand som normalt. Tag et kig i billederne, det er et ret sjovt syn, at der ligger en frodig grøn stribe land midt i et af de tørreste steder på jorden. Det er ikke mange steder, hvor vindruer trives med 35 grader og bagende sol 362 dage om året.

Al den sol er varm og uudholdelig ja, men de lokale har formået at udnytte den på imponerende vis, og de lever vel et af de mest bæredygtige liv, man kan forestille sig. Solen er kilden til alt energi og de lever 100 procent af dens energifyldige stråler. Dette fik vi demonstreret, da vi spiste frokost på en lille restaurant undervejs. Her tilberedes alt ved solenergi, og altså ikke lagret solenergi som vi kender det fra Danmark, men simpelthen ved at lade solen direkte tilberede maden og opvarme vandet. Vi fik vores frokost - kylling, kartofler, empanada, ris og brød - alt sammen tilberedt i metalbure med glasplader på toppen til at koncentrere solens varme ind i kassen. Vandet koges i kedler over store buede spejle, som reflekter solens varme op på bunden af kedlerne, og vupti, så er der kogt vand. Jeg var dybt imponeret, og maden smagte super godt.  Se billederne i albummet.

På vej videre stoppede vi ind ved en stor dæmning, på floden Rio Elqui, som har givet navn til dalen. Ved denne dæmning er der dannet en stor sø og her fik smagt på Copao, som er frugten fra en bestemt type kaktus, den spises med ske og sukker – ganske lækker og syrlig. Her stod vi lidt og nød udsigten og den meget friske vind, inden vi drog videre.

Næste stop på turen var en rundvisning på en Pisco produktion og smagsprøver naturligvis. Pisco er chilenernes svar på snaps, det smager bare langt bedre. Lidt ligesom den italienske Grappa, så laves Pisco på drueaffald fra vinproduktion, og i stedet for at gære så destilleres det, og ender på en alkoholprocent mellem 35 og 60 afhængig af mærke, type og kvalitet. De drikker det rigtig meget herovre, meget mere end vi drikker snaps, men det er nok fordi, det er meningen man skal blande det op med ikke alkoholiske drikke, og ikke drikke det rent, som vi gør med snaps. Derfor har vi naturligvis allerede for længe siden gjort vores erfaringer med denne drik, så det var nu meget sjovt at se hvordan det laves. De mest typiske er Pisco Sour eller Pisco Dulce, hvor det er blandet op med henholdsvis limesaft og salt, eller limesaft og sukker. Smagen i sig selv er lidt hen af Tequila.

Herefter kørte vi tilbage mod La Serena, hvor vi senere skulle samles op af en anden bus, som skulle køre os til et observatorium. Dette følger der en selvstændig beretning om, da det var en ganske særlig oplevelse efter min mening.

Lørdag sov vi længe, og tog på stranden og i et stort indkøbscenter, hvor vi brugte tiden inden vores bus kørte hjem til Santiago igen. Da jeg står og er ved at købe en is i dette indkøbscenter, begynder gulvet pludselig at ryste, og pengene på disken hopper og danser. Det samme var sket morgenen for inden, hvor Florian spørger ud i rummet ”hvorfor ryster min seng, og hvorfor bevæger vandet i mit glas sig?”. Ja, det var jordskælv begge gange, men det er åbenbart meget meget almindeligt her. Fra Alaskas nordlige spids til Chiles sydlige spids løber det, som hedder Stillehavets ildring, som er de ca. 40.000 km kyststrækning, hvor omkring 90 % af verdens jordskælve, 85 % af de rigtig store, opstår. Eftersom Chile som ene land udgør knap en fjerdedel af disse kilometer, og hele landet ligger skiftevis for foden af og på ryggen af de stadig voksende Andesbjerge, så er det ikke svært at regne ud at jordskælve er meget hyppige. Men derfor er det nu en meget sjov fornemmelse når hele møget bevæger sig. For mødre, og andre bekymrede sjæles skyld, må jeg nok hellere lige tilføje, at disse jordskælv altså opstår dybt nede i den sten solide undergrund, som regel mellem 80 og 110 kilometer nede, så de rystelser man mærker på land er altså ikke farlige, og alt er bygget til det. Til sammenligning så lå epicentret ved jordkælvet i Haiti under to kilometer nede. Så bare rolig J

Det var en af de længere beretninger, men jeg håber, at øjnene stadig er åbne, så der er energi til at læse om turen til observatoriet.

Pas på jer selv

\\Kristian