I dagene efter skælvet væltede det ind med beskeder, mails og telefonopkald fra venner, familie og bekendte, som alle gerne ville høre at man havde det godt. I mellemtiden samlede vi os på et af universitetets campus her inde i byen, for at få arrangeret noget hjælp til ofrene i den sydlige del af landet. Til de virkelig nødstedte som har mistet absolut alt helt nede i nærheden af Concepción, har vi været en del af en indsamling uden penge, hvor vi købte og indsamlede tøj, ris, pasta, dåsemad, bleer, mælkepulver og vand, som vi samlede på universitetet, og som er sendt af sted til dem, som har behov for det.

I Región Metropolitana, som er den ”kommune” som Santiago ligger i, er der også behov for hjælp. I nogle af landsbyerne syd for Santiago har folk mistet huse, familiemedlemmer og adgangen til vand og elektricitet er væk. Disse landsbyer er dog stadig fremkommelige og det tager ikke mere end halvanden – to timer at køre derned. Så vi meldte os frivilligt til at tage med en gruppe studerende fra vores universitet på 150 mennesker, til området Paine og de omkringliggende landsbyer Champa, Rangue og Pintue, for at bygge nødhjælpshuse og midlertidige huse til familier som har mistet alt. Hele dette genopbygningsprojekt blev arrangeret på tre dage, så tålmodighed og forståelse var en vigtig del af bagagen. Vi blev inddelt i kvadriller og jeg kom i en ren chilensk gruppe, og vi blev sendt ud til en dame mere eller mindre ude på landet, lidt udenfor landsbyen Rangue. Hun har en ret stor grund hvorpå de bor tre generationer. Normalt står der fem små huse på grunden, men efter skælvet står der kun et tilbage, så de boede fem voksne og fire børn på 10-12 kvm, men mirakuløst nok var der ikke sket noget alvorligt med nogle af familiemedlemmerne, kun en brækket arm og nogle skræmmer. Men de var alle naturligvis meget kede af situationen, de havde praktisk talt mistet alt hvad de havde, så da vi kom kørende på ladet af en pickup tidlig lørdag morgen med værktøj, slik til børnene og to dage til deres rådighed, kom hun løbende med udstrakte arme og tårer i øjnene – vi blev nærmest modtaget som helte.

Den første halve dag gik med at rydde murbrokker væk og måle op, og til middag kom en ladvogn endelig frem igennem de delvist ødelagte veje med materialer til at bygge et midlertidigt hus og en vandreserve. Derefter gik vi i gang med at hamre de ødelagte murbrokker til pulver, blande det med sten, cement pulver og hø, til en lidt alternativ cement. Efterfølgende gik vi i gang med at bygge huset, ud af de materialer vi havde fået stillet til rådighed, og søndag aften stod et lille midlertidigt hus færdigt og de havde 2000 liter vand til brug, så til trods for 35 grader og flere mindre efterskælv, blev vi færdige inden solnedgang. Søndag aften sent, kørte vi tilbage til Santiago, møghamrende beskidte, sulte og ulækre, vi havde heller ikke vand, der hvor vi boede, og det mad vi fik, var for det første i begrænsede mængder og for det andet af tvivlsom kvalitet.

Vi føler vi har gjort et godt stykke arbejde, og der er slet ingen tvivl om, at vi har hjulpet rigtig meget, det tror jeg de 100 kindkys, vi fik inden vi kørte og den tårevædede afsked vidner meget godt om. Der er virkelig gang i hjælpearbejdet her i landet. Chilenere er utrolig stolte, og de vil ikke høre tale om, at et jordskælv skal sende deres land ud i en national krise, så det er bare på med arbejdshandskerne og ud og hjælpe, men selvom entusiasmen og sammenholdet er utrolig stærkt lige nu, så er der lang vej igen. Det chilenske flag er OVERALT i de her dage og de to slogan ”levantamos Chile” (vi stiller Chile på benene igen) og ”fuerza Chile” (styrke og mod Chile) er over det hele også – det er en speciel følelse at være en del af, og jeg har efterhånden nationalfølelse for landet og indbyggerne.