Vores sidste aktivitet paa Borneo boed paa bjergbestigning. Tirsdag tog vi bussen fra Sandakan til Mount Kinabalu Park, hvor vi havde en enkelt overnatning for at vaenne os til hoejden. Her moedte vi dog tre maend ved navn Daniel, Georgio og Richard, med hvem vi delte en guide.
Tidligt naeste morgen begyndte opstigningen. Og fra foerste meter gik det bare opad. 8,7 kilometer lyder jo umiddelbart ikke af meget, men med en stigningsprocent paa over 25 i gennemsnit, er det virkelig et bjerg, der traekker taenker ud. Det er ydermere det hoejeste bjerg mellem Himalaya og Ny Guinea - altsaa det hoejeste i Sydoestasien paa 4095 meter. De foerste par kilometer er i forholdsvis taet regnskov, hvor man virkelig kan maerke den hoeje fugtighed. Herefter gaar man stille og roligt op igennem skyerne og terraenet bliver mere og mere golt, mens temperaturen selvfoelgelig ogsaa falder. Det goer, at man sveder og fryser paa samme tid og ens toej bliver gennembloedt af stoevregnen og sveden.
Efter de foerste 6 kilometer var det blevet sen eftermiddag og vi naaede campen Laban Rata, hvor energidepoterne skulle fyldes op. Her fik vi tildelt en koeje seng, toerret vores toej paa bedste vis og tildelt et maaltid mad. Efter et spil kort var klokken blevet 9 og vi skulle i seng. Midt om natten klokken 2 stod vi op for at klatre de sidste 2,7 kilometer til toppen af bjerget. Fra begyndelsen maatte vi traekke os med et torv, da det var for stejlt til at klatre paa egen haand. Moerket, traetheden og kulden gjorde stigningen endnu mere pinefuld, men vi VILLE naa toppen. Omkring klokken 5 om morgenen klatrede vi den sidste meter op paa toppen og her moedte et fantastisk syn. En udsigt ud over Borneos regnskov, med skyerne under os og kysten i det fjerne var det en fantastisk solopgang, der moedte os. Det var dog omkring frysepunktet paa toppen, saa vi maatte lave spraellemand for at holde varmen. Vi formaaede dog at tilbringe en hel time paa toppen, indtil det var helt lyst, da udsigten var beloenning for vores haarde arbejde.
Nedstigningen begyndte og med det samme syrede benene til. Vi fik dog en pause i Laban Rata, hvor der var morgenmad. Dernaest maatte vi lethaltende kaempe os de resterende 6 kilometer ned i dalen med et loefte til os selv om, at vi aldrig bestiger bjerge igen - AV!
Vi naaede ned til middag og turen gik nu tilbage til Sandakan, hvor vi havde fundet et lille vaerelse med tilhoerende TV og dvd-afspiller, saa den stod paa actionfilm og popcorn den efterfoelgende fredag. Dog fik vi ogsaa lejlighed til at besoege Sepilok Orang Utang-center, som er et sted, hvor saarede og efterladte orangutanger laerer at klare sig selv igen. Det var sjovt at komme helt taet paa de store aber, men oplevelsen staar i skyggen af moedet med de vilde i regnskoven.