Onsdag morgen havde vi arrangeret en guide til at tage os med paa noget serioes trekking i bjergene. Vi koerte i jeep op til en lille landsby, hvorfra vi tog rygsaekken paa, snoererede stoevlerne og drog af sted. Vores guide, som vi kaldte Bjarne (vi kunne ikke udtale hans navn, men loed som Bjarne), satte fra begyndelsen et godt tempo og op ad gik det. Maalet var Chandikan Pass, som ligger i 3900 meter, men Bjarne sagde fra begyndelsen, at vi ikke skulle regne med at naa den pga. for meget sne. Vi var i oevrigt ogsaa de foerste, han tog med op paa dette bjerg i aar - normalt venter han til midt i april - men eventyrlysten er man vel og med lidt ekstra rupees kunne han overtales ;)

De foerste 3 timer var virkelig haarde, da det gik meget op ad og solen stod lige paa. Netop som vi naaede snegraensen og ifoerste os sneposer paa skoene, kom skyerne for solen og det blev pludselig bidende koldt. Herefter fik vi baade sne, hagl og regn fra himmelen. De sidste to timer gik vi i sne til knaene og tempoet blev pludselig vaesentlig langsommere - kaeft hvor var det haardt i den tynde luft, som ville have faaet selv en systematisk dopet Michael Rasmussen til at pruste.

Vi dumme drenge havde regnet med en lille form for sti paa vej op, saa man kunne lokalisere vejen tilbage, men dette var der absolut ikke tale om. Toppen naaede vi desvaerre ikke pga. for meget sne og tidsmangel, men vi naaede da campen ved traegraensen i 3400 meters hoejde, hvor vi indtog vores medbragte toermad :) Herfra havde den flotteste udsigt over bjerge paa over 6000 meter, jesus en hoejde.

Turen ned af var en vaad og ikke mindst kold fornoejelse. Det skyldes ikke regnvejr, men derimod 23 liter smeltevand i hver stoevle og et utal af fald i den dybe sne, saa turen ned af kunne ikke gaa for langsom. Dog hoerte vi flere gange lyde i krattet og Bjarne fortalte, at det sandsynligvis var en bjergged, men det kunne ogsaa sagtens have vaeret en sneleopard eller en bjoern. Efter en god times gang naaede vi ned til snegraensen, hvor vi tog skoene af for at vride og toerre stroemperne lidt, inden vi fortsatte.

Landsbyen og jeepen blev naaet ved halv fem tiden og to traette drenge, vaeltede kvaestede ombord. Vores guide gjorde os da ogsaa opmaerksom paa, at det normalt tager to dage at naa toppen (undskyldninger er der nok af, hehe)

Det var ikke tid til at sove laenge den sidste dag i Himalaya, da vi havde booket en rafting-tur paa Beas floden (sideflod til Ganges, saa vi stoedte ikke ind i nogen doede mennesker :) ) Efter halvanden times koersel ned i dalen stoppede vi ved en lille hytte, hvor en stor gummibaad ventede paa os. Temperaturen uden for var lidt hoejere end i Manali, men stadigvaek IKKE shorts-vejr. Vandet i floden er smeltevand fra bjergene og appelerer absolut heller ikke til badeshorts. Det var dog noedvendigt, da ingen kunne garantere os, at vi ville blive i baaden.

Ned ad floden gik det i 14 kolde kilometer, men hold kaeft hvor var det skaegt. Vi passerede fem store 'rapids', hvor baaden ellers floej rundt og vi blev godt gennembloedte. Selvom det var en vild tur, blev vi dog begge i baaden, og halsen er i dag lykkelig for dette :)

Kursen var efter et langt bad og en varm kop chai nu sat mod Delhi, men som om vi ikke havde faaet kulde nok, knuste loftsruden pludselig i den ellers saa lune bus og vi koerte alle 13 timer til Delhi med plastik over hovedet - ja tak :)