Jeg nåede vist lige akkurat at mærke flyet lette, før jeg lige så stille lod mig glide ind i drømmeland.

To gange bliver jeg vækket til et lille måltid og en venlig steward, der spørger Would you like something to drink, sir? Nærrig, som jeg er, svarer jeg nej første gang, for snart at opdage at alt er gratis. "Hey you! Wait! Give me some orangejuice! And make sure its cold!" eller noget i den retning raaber jeg.

Næste gang jeg vågner, er flyet landet i London. Noget omtumlet, stiger jeg ud, som en af de aller sidste naturligvis. De kalder mig Mister Late Guy i brigaden. I wonder why?

Vi bruger fem timer i lufthavnen, mens vi venter på flyet til Miami. Jeg indtager mig en noget ubekvem plads under sæderækkerne i ventehallen, hvor jeg lærer, at CocoRosie er godt at falde i søvn til.