Update fra syden

Tiden flyver af sted i Mexico og tid er mangegange en mangelvare hernede.. Derfor er det også ved at være lidt tid siden densidste update – krydret med to små forstuvede fingre, som gør det en anelse sværtat skrive på compute (satans jeg lige skulle lade som om at jeg kunne gribe enbold)

Nuvel – et lille tilbageblik overoplevelserne i September måned i Mexico eventuelt krydret med et par personligetanker:

September måned har været en god blanding afoplevelser og skolearbejde. Det første højdepunkt kom en dag da Maja og jeg varude at spise med nogle tyskere og et par franskmænd en søndag aften (på en i øvrigtrigtig god argentinsk restaurant). På turen hjem gik vi forbi og delte par øl påen cafe og her fandt vi ud af, at Mexico den kommende Onsdag spilledehjemmekamp mod Colombia og oven i købet i Monterrey. Kampene spilles normalt imexico City eller andre byer, men ligesom i DK bliver træningskampeudliciterede engang i mellem – og for første gang i fem år var det Monterrey’stur.. Vi røg dagen efter af sted og købte billetter. Der var heldigvis fleretilbage så vi betalte gladelig omkring 75. Kr. Hver for en billet tillandskampen. Kampen var ikke specielt underholdende, faktisk møg kedelig, mendet var tydeligt at Fernandez fra United og Dos Santos har lidt mere at bydeind med end Flinta og co. Som man plejer at se i Onside. Højdepunkterne varhver gang Colombia havde målspark og hele stadion gjaldede ”åååhhhhhhh PUTOOO”når han ramte bolden. Oversættelse er ikke nødvendig eller godt for mindre børn.Derudover var det meget sjovt, at se vores Spanske vens  I forbindelse med Mexicos 200 års uafhængighedsdagfor deres løsrivelse fra Spanien i midten af September fik vi en gratis fridagfra universitetet, hvilket vi valgte at krydre med to pjækdage fra skolen, såvi havde mulighed for at tage 10 dage ud af kalenderen og få set noget afMexico. Turen gik vestpå og startede med 5 dage i Puerto Vallarta, som er enkystby på Mexicos vestkyst. Planen var, at vi skulle ud og opleve ”bounty” miljøog ligge i hængekøje.  Jesper ogjeg tog et fly direkte til Puerto Vallarta mens Maja og Malin ville forbi enanden kystby lidt længere nordpå først (Mazatlan). Kunne ikke helt finde ud afhvad jeg selv ville da vi skulle planlægge da Jesper gerne ville vente med attage af sted til fredag pga. Skolearbejde mens pigerne tog af sted torsdagaften i bus. Besluttede mig for at tage med Jesper, da jeg kom til denerkendelse at ”strandene nok tilbyder nogenlunde det samme og ikke lige gadbusturene. Der skal det dog tilføjes, at busserne hernede indeholder noget merekomfort og benplads til en høj mand end man ser derhjemme(når man kører omnatten vel og mærke, de lokale busser hernede indeholder ikke meget andet endmotor og sæder).

Vi kom af sted til Puerto Vallarta og det varet dejligt sted. Vi havde booket samme hotel som resten af den gruppe vi hængermest ud også skulle bo på. Et rigtig dejligt hotel uden tag og med virkelig lækredetaljer, som summede af ferie og afslapning. Intet fancy men gennemført oghyggeligt ”strand hotel” med pool på toppen. Med lidt god vilje havde vihavudsigt fra poolen.

Gruppen vi var af sted med på den førstehalvdel af turen havde lejet biler og var fløjet til Guardalajara og havdelejet der biler og kørt dertil. En god ide som dog vist havde taget dem 10timer i forhold til deres planlagte 4, men vi nød godt at bilerne en enkel dag,så det var et super initiativ. Første dag startede med god morgenmad hos naborestauranten og derfra delte vi to. Jesper, jeg, Martin, Joachim og Carina besluttedeos for at tilbringe den første dag ved poolen for at få lidt farve hvor deandre ville køre ud og finde en strand. God beslutning og udsigten blev nydt iselskab med en pæn omgang cervezas. Det skal siges, at grunden til at de valgteat køre ud var fordi stranden ikke var helt den ”bounty” oplevelse vi havde håbetpå. Det er lidt udenfor sæson og i regnsæsonen, så en masse vand fra bjergenevar løbet ud i havet og derfor var de første 10 meter nærmere brune end denlyseblå farve vi havde håbet på. Aftenen huskes ikke helt, men det er der noken årsag til. Og ja derfor gik mit visakort også ”i stykker” den aften, så måttelåne af Jesper resten af turen.

Dagen efter stod på bådtur og snorkling, somdog ikke blev det store hit pga. Vandets knap så gode farve der hvor vi lagdetil. Men så blev det prøvet og det skal nok prøves igen senere på turen. MåskeCuba, Jamaica eller Costa Rica ikke har helt samme problemer – glæder migsindsygt til at komme dertil. Guleroden for enden af det hårde skolearbejde.

I Puerto Vallarta havde vi også en dag hvorvi var ude at køre på ATV’s. De kunne godt give den gas og i flotte omgivelseri bjergene var det bestemt en super fed dag. Vi gjorde et stop hvor vi kom udog springe i nogle kilder i noget bjerg terræn. God oplevelse hvor jeg dog varved at gå til da jeg kom til at springe lidt for langt ud da jeg skulle sætteaf og herfor snittede siden af bjerget, som gav mig et lille chok og derfor varjeg ikke helt klar til at kæmpe mod den sindsyge understrøm som gerne villehive mig under. Men efter lidt kamp og vand i lungerne kom jeg derfra igen. Enesteminus ved turen var at vi ikke kunne give den fuldt gas da der var to instruktørermed på turen, som holdte øje med os og gav advarsler. Det gav dog også et lillespil da det så gjaldt om at give den ekstra gas i kurverne, når de ikke kunnese det.

Dagen efter som var den sidste besluttedejeg, Adam og Joachim os for at tage ud og prøve at surfe. Jesper hoppede tilsidst også med på ideen. Jernmanden skal engang i mellem lige overbevises om,at man gerne må prøve at kaste sig ud i noget man ikke har prøvet før. ”Vamos ala playa por favor”!

Vi nuppede en bil og skulle køre 40 min. Længerenordpå til en strand der eftersigende skulle være så lyseblå som vi kunne ønskeos. Turen tog os gode 3 timer! På vejen derud sad vi først en halv time i kø.Derefter var vi nød til at vende fordi vi troede vi var kørt for langt. Dumbeslutning. Vi kørte 20 mins. og fandt så en sikkerhedsvagt som vi spurgte omdet lå i den retning vi kørte. Yes, vi skulle bare køre 20 min. Længere og såvar vi der. Efter 30 min. Kom vi frem til en OXXO (Mexicos eget svar på7-elleven) hvor vi spurgte om vej og det viste sig at vejen var blevet ødelagtat regnvejr, så vi måtte tilbage. Den eneste vej der svingede væk fra vores vejvirkede til at gå i vores retning op af kysten, så vi spurgte en lokal mand omvi godt kunne køre den vej i stedet hvilket vi godt kunne – hvilket 15 min.Senere vidste sig at være forkert, igen. Men efter endnu en kø lykkedes det osat nå frem. Byen var en rigtig hyggelig ”surfer” by. En af de byer hvor man kanse de lokale lever der for at passe deres lille terverna i strandkanten ellerfor at surfe. Det vidste sig dog at vejret havde været så voldsomt, at en brovar styrtet sammen i byen og der var blevet lavet en lille flod, som igen løbdirekte ud i vores dejlige lyseblå vand, som igen vidste sig at være blevetbrunt. Vi fandt ved et tilfælde en europæiske lignende pige som vidste sig at væretysker, som vi fik spurgt om vej til nogen der kunne lære os at stå på bræt.Det vidste sig, at hendes mand gav timer, så vi slog til. De levede af at driveet sted ved vandet hvor der var lagt op til afslapning med hyggeligt bungalows,hængekøjer, palmer, barbecue og direkte adgang til havet. Pigen havde været pårundtur i Mexico hvor hun havde mødt sin nuværende mand – det var kærlighed oghun flyttede al sin harbengut fra tyskland og til en meget lille Mexicansksurferby. Lidt af en omvæltning men man må tage hatten af for sådan et move.

Vi kom efter 30 mins. instruktion ud på bølgerne.Og der blev slugt en del havvand den dag. Mængden af tid på brættet var begrænsetmen hold kæft en super fed oplevelse. Bølgerne slog meget tæt på land og varikke så gode for begyndere, så det blev også til en enkel skramme, da jeg på ettidspunkt ikke kom op og stå på en bølge men blev liggende. Det gjorde jeg ligeindtil vi nåede land med meget fart på. Brættet stoppede i sandet, hvilket jegikke gjorde, så der var dømt et pænt stor sår på overarmen.

Vi satte først på aftenen kursen tilbage modPuerto Vallarta efter en rigtig god dag. Bestemt også en oplevelse at opleve enrigtig lille Mexicansk by ud til Stillehavet hvor kontrasterne til det hjemligevar store.  Det at køre på egen håndefter et kort i et frodigt miljø hvor busstoppestederne er lavet af bambus ogman kan se at folk virkelig nyder tilværelsen, selvom midlerne er små.

Det var blevet tid til at splitte op igruppen da vi havde besluttet os for at tage forbi San Miguel, Guanajuato ogGuardalajara hvor den anden del af gruppen nøjedes med den sidste.

San Miguel blev besøgt på selve dagen foruafhængigheden. Det skulle eftersigende være den by hvor uafhængigheden havdesit udspring og derfor forventede vi at det ville være tætpakket af mennesker.Det var også ganske rigtigt. En rigtig lille men hyggelig by. Små, tætte gaderder var pyntet i Mexicanske flag og grøn/røde/hvide farver. En by der summedeaf hygge med mange farvede huse, flotte detaljer og rigtig Mexicansk miljø. Vibrugte dagen på at kigge på byen, kigge på små lokale markeder og bare nydetilværelsen. Vi havde derudover besluttet os for at vi skulle være rigtigeMexicanere denne aften, så vi ledte også efter udklædning. Det endte med, atblive meget godt. Vi var ihvertfal rød/hvide/grønne og med rigtig Mexicanskmoppedreng på overlæben. Man kunne virkelig fornemme hvordan specielt mændenehavde gjort sig klar til dagen og hvordan de næsten alle ville udtrykke sig såMexicansk som muligt og næsten alle havde fået groet sig det klassiskemexicanske skæg (på nær vores som jo var falsk, men stort). Aftenen blev fejretpå ”rådhuspladsen” i centrum med underholdning af klassisk Mexicansk musik ogdans. Da klokken rundede elleve kom borgmesteren på altanen og sluttede af med ”VIVAMEXICO, VIVA MEXICO, VIVA MEXICO” som hele pladsen råbte med på og herefterstartede et kæmpe fyrværkeri og man mærkede hvordan folket virkelig var stoltaf at være Mexicanere og deres kultur. Der var for øvrigt ikke mange som havdeklædt sig så farverigt som os, så det blev til en masse poses for kameraer, somvidst heller ikke er vant til at se så mange europæere. Turen gik dagen eftervidere til Guanajuato som var en by meget lignende San Miguel. Virkeligimponerende Mexicanske byer med huse i alle tænkelige farver, tætte gader ogvirkelig hyggelige pladser. En virkelig hyggelig by hvor vi blandt andet var udeat se ”Calle De Beso” (Gaden for kys) som var blevet berømt fordi en fattigMexicansk minearbejder havde forelsket sig i en pige fra overklassen. Det gikikke og der var adgang forbudt for den arme mand, så i stedet for at give op, såarbejdede han så meget at han fik råd til at købe et hus lige overfor pigen hanså gerne ville have. Tilfældigvis lå husene overfor hinanden så tæt på hinandenat man fra altan til altan kunne stå og kysse hinanden, hvilket de gjorde iskjul hver aften. Byen rummede ikke de store seværdigheder men var bare såfantastisk Mexicansk at det uden sammenligning var den bedste by på turen.Opholdet var kun en enkel dag, men super hyggeligt. Turen gik herefter modGuardalajara som er en storby der dog skulle være mere Mexicansk end Monterrey.Det må siges, at den var det med mange flotte ældre bygninger, store flottekirker, rigtig mange markeder hvor det var meget tydeligt de lokale kom oggenerelt mere liv i midtbyen. Derudover rummede byen også det største markedjeg har set til dato. 4. Kæmpe store etager med alt hvad man kunne forestillesig. Imponerende. Vi sluttede turen af med sidde noget tid på en trappe udenforfrugt markedet der var i byen hvor vi sad og spiste frugt og kiggede på de småbørn der løb og spillede fodbold. 

Simon